Kejserpingvinen er i stor risiko for at blive totalt udryddet i løbet af meget kort tid.

Der går formentlig ikke mere end 30-40 år, viser en rapport fra Argentinsk Antarktisk Institut (IAA). Det skriver Reuters.

Årsagen er klimaforandringerne, lyder konklusionen.

Kejserpingvinen er verdens største pingvinart og udgør én af to arter, der udelukkende lever på Antarktis. Pingvinen lægger æg i løbet af vinterperioden og er afhængig af større områder med is nær havet.

Hvis havet fryser senere eller smelter for tidligt, kan kejserfamilien ikke fuldføre sin reproduktionscyklus, der ligger fra april til december.

»Hvis vandet når de nyfødte pingviner, som ikke er svømmeklare og ikke har vandtæt fjerdragt, dør de af kulde eller drukner,« siger biolog Marcela Libertelli, der har studeret 15.000 pingviner på tværs af to kolonier i Antarktis ved IAA.

Der er nu gået tre år, hvor alle pingvinunger er døde i en af de to kolonier, Halley Bay kolonien, som er verdens næststørste.

Kejserpingvinens forsvinden kan have en dramatisk indvirkning i hele Antarktis, et ekstremt miljø, hvor fødekæder har færre medlemmer og færre led, forklarer Marcela Libertelli.