En lækket rapport viser, at romersk-katolske præster har seksuelt misbrugt flere end 3.600 tyske børn.

Overgrebene har fundet sted mellem 1946 og 2014, skriver det velansate tyske magasin Der Spiegel.

Den gruopvækkende nyhed stammer fra en ny, lækket rapport, som kirken selv har fået udarbejdet med hjælp fra tre universiteter,.

Ifølge rapporten har i alt 1.670 repræsentanter fra kirken begået forbrydelserne, som i alt er gået ud over 3.677 mindreårige.

De fleste af ofrene var drenge, og flere end halvdelen af dem var under 13 år, da overgrebene fandt sted.

Angiveligt blev kun 38 pct. af forbryderne retsforfulgt, og kun få modtog mindre disciplinære straffe, skriver Der Spiegel.

Kirken tager skarp afstand fra overgrebene, og nyheden om dem har rystet kirken, siger Stephan Ackermann, der er tysk biskop.

»Vi er bekendt med omfanget af seksuelle forbrydelser, som studiet har vist. Vi er forfærdede og skamfulde over det,« siger han ifølge mediet.