»Det plejede at være smukt. Nu er der intet tilbage.«
Sådan fortæller en af dem, der overlevede den frygtelige katastrofe, der søndag skyllede ind over havnebyen Derna i Libyen – og tog det meste med sig på sin vej.
Det skriver Sky News.
Skoler, huse, biler og mennesker.
Det østlige Libyen blev søndag ramt af et voldsomt uvejr med enorme mængder regn.
Regn, der fik to store dæmninger uden for havnebyen Derna til at bryde sammen og sende en flodbølge med enorm kraft ind gennem byen.
Siden har katastrofen ødelagt det meste – og krævet tusindvis af ofre.
Og i efterspillet af katastrofen, strømmer mennesker fortsat til for at lede efter deres kære.
Desperationen har fået beboere i byen til at bruge deres bare hænder i forsøget på at grave efter overlevende.
I stedet finder de primært rester af ofre, skriver mediet.
Onsdag kunne FN melde ud, at 30.000 mennesker har mistet deres hjem, mere end 5300 har mistet livet – og så er 10.000 mennesker meldt savnet.
Og selvom naturkatastrofen har fået lokale til at stå sammen, besværliggøres hjælpearbejdet af Libyens mangeårige, politiske konflikter.
Siden 2011 har landet har været præget af stor uro, efter landets mangeårige leder Muammar Gaddafi blev afsat.
Skiftende regeringer har siden haft magten, og efterladt et splittet land, der flere gange har været i voldelige konflikter.
Det kan således også mærkes, når naturen angriber:
»Klimakriser har enorme konsekvenser i lande præget af konflikt, fordi det er endnu sværere for os, for myndigheder og verdenssamfundet i det hele taget at reagere,« udtalte Bjarke Skaanning, katastrofechef i Røde Kors, onsdag.