Karsten Raun Højland husker især ét syn fra, da han var ankommet til Tyrkiet:

Den store hovedgade i byen Adiyaman, der var forvandlet til dét, der mest af alt minder om en krigszone.

Og det var den krigszone, som Karsten Raun Højlund få dage før var blevet sendt hen til.

Han er nemlig oversergent i Beredskabsstyrelsen, der bidrager med hjælp, når der indtræffer store katastrofer.

Derfor har Karsten været af sted til eksempelvis jordskælv i Haiti og Pakistan, ligesom han også har været med, når ulande har været ramt af oversvømmelser.

Og denne gang gik turen altså til Tyrkiet.

»Dagen efter jordskælvet fik jeg besked på, at jeg skulle af sted, og det skete så to dage senere. Vi fløj flere nationaliteter fra Billund,« fortæller Karsten Raun Højland, der først fortalte sin historie til TV Syd.

Karsten Raun Højland
Karsten Raun Højland
Vis mere

Men Karsten skulle ikke ned mellem murbrokkerne og lede efter overlevende tyrkere.

Når han og kollegaerne fra Beredskabsstyrelsen tager til en naturkatastrofe, er deres opgave at skabe de bedste forudsætninger for alt den nødhjælp, der kommer fra hele verden.

I Karstens specifikke tilfælde handlede det i Tyrkiet om at etablere lejre til nødhjælpsarbejdere rundtomkring i de hårdest ramte områder.

»Der bliver sat en masse telte op i en camp, der er meget primitiv. Vi havde flere ton lejrmateriale med, og vi sørger for toilet, køkken og internet. Det er det vigtigste,« siger han.

Her ses et billede fra ødelæggelserne, som Karsten tog, da han var i Tyrkiet
Her ses et billede fra ødelæggelserne, som Karsten tog, da han var i Tyrkiet
Vis mere

Selvom Karsten ikke kravlede rundt i murbrokkerne, blev han naturligvis stadig eksponeret for al den ødelæggelse, der havde ramt og fortsatte med at ramme Tyrkiet.

Og det var noget, som satte sig i Karsten.

»Der var rigtig meget ødelæggelse, og man kunne tydeligt mærke, hvem der var rige og fattige. De rige havde huse, der kunne holde til jordskælvet, og de fattige landsbyer i bjergene var hårdt ramt,« siger Karsten og fortsætter:

»Det er aldrig sjovt at se folk, der går gennem sådan noget, og når man kommer hjem, sætter man lidt mere pris på sit eget liv.«

Over 45.000 mennesker er bekræftet døde i Tyrkiet. Flere hundrede tusinde mennesker har mistet deres hjem på grund af de voldsomme skælv.

Skælvene ramte både Tyrkiet og Syrien 6. og 20. februar.

I Syrien har myndighederne oplyst, at flere end 5.900 mennesker er døde som følge af jordskælvene.