Påskeferien har lagt maksimalt pres på Port of Dover i England, hvor man kan sejle til Frankrig.

Det er især gået ud over ferieglade englændere, som har valgt at tage en bus og færgeforbindelse til deres rejsemål.

En kvinde fortæller til Sky News, at hun har ventet i kø i over 12 timer, og flere englændere skriver på sociale medier om endnu længere ventetider.

»Vi har ventet over 12 timer, og vi kommer til at vente i hvert fald to til tre timer mere, før vi kommer om bord på færgen. Det er meget frustrerende, for jeg er klimabevidst og tvang min familie til at tage bussen i stedet for at flyve.«

»Det er meningen, at det her skulle være en nem tur, men i stedet er det total kaos, og der er ingen undskyldning for det overhovedet,« siger Rosie, som det britiske medie har talt med.

I skrivende stund er ventetiden dog mellem to og tre timer.

Den britiske del af forbindelsen, Port of Dover, skyder skylden på de franske myndigheder, hvor de skriver, at forsinkelserne og den abnormt lange ventetid skyldes »den langsommelige proces ved den franske grænse«.

Derudover forklarer Doug Bannister fra Port of Dover, at selvom man havde planlagt efter mere trafik i påsken, så kom der er altså 15 procent flere busser end ventet. Han siger også, at vejret har været slemt fredag, hvilket har gjort det svært at sejle i.

Sky News har spurgt Doug Bannister, om briternes valg om at forlade EU har medvirket til trafikkaosset.

»Det gør procedurerne mere vanskelige,« siger han.

Forsinkelserne har været så slemme, at mellem 20 og 40 busser måtte køres i en parkeringspark for at holde natten til lørdag.