Børsen på Wall Street er berømt for kaos og uforudsigelighed, men medarbejderne fik sig alligevel et chok, da de mødte på arbejde tirsdag morgen.

Arbejdet på den verdenskendte børs i New York foregår nemlig mere manuelt, end man skulle tro, og det betyder, at der kan ske menneskelige fejl, som kan føre til store økonomiske konsekvenser.

De ansatte tændte og slukkede for systemer, som de plejede, men i mandags gik det galt, da en ansat fik lukket programmet for katastrofeberedskab forkert.

Det skriver Bloomberg.

Da medarbejdere mødte ind på arbejde tirsdag morgen, kunne de se, at der var kæmpe udsving på aktiekurserne.

Mere end 250 virksomheder blev påvirket, og flere aktiekurser svingede med 25 procentpoint i løbet af kort tid.

En ansat på børsen fortæller, angiveligt, at fejlen bunder i, at systemet slet ikke blev lukket og slukket, som det skulle mandag aften.

Så da de ivrige børshandlere skød tirsdag morgen i gang, var computerne ikke indstillet til, at mandagens handler var afsluttet. Det resulterede i, at flere handler fortsatte uden en åbningspris tirsdag.

Som en steppebrand skød ordrerne igennem til forkerte priser, så for at slukke branden og undgå voldsomme markedsudsving blev tusindvis af ordrer annulleret.

Det har fået flere virksomheder til at søge erstatning fra børsen.

Heldigvis for børsen i New York har de en fond, der hver måned har 3,4 millioner kroner til rådighed, så de er i stand til at kompensere, hvis en fejl som denne skulle opstå.

Nu skal børsen finde ud af, hvor stort omfanget for erstatningerne er, men det er stadig ikke afgjort, om der er nogen, der tager konsekvenserne som følge af fejlen.