Lørdag aften dansk tid opstod der kaos i Hartsfield-Jackson Atlanta Internationale Lufthavn i USA. Pludselig gik et skydevåben nemlig af.

Både rejsende og personale frygtede det værste, og flere gemte sig og søgte tilflugt bag større genstande.

Nogle skrev på sociale medier, hvad der var sket, mens andre delte videoer og billeder. Heldigvis viste det sig, at det blot var en klodset person, der rejste sig med sit skydevåben.

Herunder kan du se en af videoerne:

En talsperson fra lufthavnen meddelte kort efter skuddet, at der var tale om en »utilsigtet affyring,« skriver Fox News.

»Der er ikke en aktiv skytte. Der var en utilsigtet affyring i lufthavnen. Der er ingen fare for passagerer eller ansatte. En undersøgelse er i gang, mere information vil blive offentliggjort på denne kanal,« skrev lufthavnen også på sin Twitter-profil.

Til Fox News fortæller politiet i Atlanta, at skuddet var blevet affyret under et sikkerhedstjek.

På Twitter kan man læse rejsende i lufthavnen fortælle, at der blev sagt over højttalerne, at man skulle forholde sig i ro, men at mange havde svært ved det.

»De var rolige i fem minutter, så begyndte alle at løbe og skrige,« skriver en bruger ved navn Kevin Helgren.

Situationen skulle ifølge lufthaven og politiet være under kontrol.