Den amerikanske præsident Donald Trump er rasende, efter at en unavngiven topembedsmand fra hans egen administration har kritiseret præsidenten i en kronik i The New York Times.

»Vi har nogle i det, jeg kalder det fejlende The New York Times, der taler om, at han er en del af modstanden i Trump-administrationen. Det er sådan noget, vi må håndtere - de uærlige medier,«, sagde Donald Trump, da han onsdag blev spurgt ind til kronikken ved en begivenhed i Det Hvide Hus.

I interviewet kaldte præsidenten den anonyme skribent for en 'kujon' og angriber avisen The New York Times for at bringe den anonyme kronik.

Den anonyme forfatter, som altså lige nu arbejder som embedsmand i Trumps administration, forklarer blandt andet i kronikken, at præsidenten er så 'amoralsk' og 'udemokratisk', at højtstående embedsmænd i Det Hvide Hus aktivt modarbejder ham.

Samme aften beordrede præsidenten på Twitter, at The New York Times med det samme afslørede kildens identitet:

'Findes den såkaldte 'topembedsmand' virkelig, eller har det fejlende The New York Times bare endnu en falsk kilde? Hvis denne KUJON af en anonym person findes, så skal The Times, for landets sikkerheds skyld, opgive, hvem han/hun er, med det samme!'.

Efter indlægget blev udgivet onsdag, har den amerikanske præsident angiveligt sat alt ind for at finde den anonyme embedsmand. Det skriver NBC News.

Det amerikanske medie har talt med flere kilder tæt på præsidenten, som fortæller at Donald Trumps humør er vulkansk.

Pressesekretær i Det Hvide Hus Sarah Huckabee Sanders har også beskrevet den anonyme kronik som patetisk og selvisk. I en pressemeddelelse opfordrer hun den anonyme embedsmand til at sige sit job op:

'Han sætter ikke sit land først, men sætter sig selv og sit ego foran det amerikanske folks vilje. Denne kujon skulle gøre det rigtige og træde tilbage,'.

Ifølge USA-ekspert og redaktør på Kongressen.com Anders Agner Pedersen vil præsidenten fyre den pågældende person, så snart han finder ham eller hende:

»Det her er det værste, han har prøvet som præsident. Et siddende medlem af administrationen, som skriver, som han gør i The New York Times. Det er ikke godt, og Trump vil helt sikkert gøre alt for at finde ud af, hvem afsenderen er, og sætte en stopper for det her.«