Tusinder af demonstranter var samlet uden for konventet i Philadelphia, og Bernie Sanders' tilhængere både uden for og inden for i konventsalen er rasende over sabotagen af Sanders' kampagne.

Demonstranterne uden for det demokratiske konvent i Philadelphia føler sig forrådt af den demokratiske ledelse, efter at lækkede e-mails har vist, at deres præsidentkandidat, Bernie Sanders, er blevet forsøgt saboteret af Det Demokratiske Partis ledelse.

20.000 e-mails er blevet lækket formentlig af russiske hackere, og de viser, at partiets ledelse lagde planer mod Sanders blandt andet ved forud for valg i en række sydstater at antyde, at Sanders er ateist.

»Jeg tror slet ikke, at den demokratiske ledelse ved, hvor vrede vi er. Vi er blevet snydt og bedraget af vores eget parti. Jeg vil aldrig stemme på Hillary Clinton. Jeg stemmer blankt eller også går jeg over til Den Grønne,«, siger Melanie Watson fra staten New Hampshire, der er kommet den lange vej for at protestere mod den demokratiske partiledelse.

»De har i den grad svigtet den demokratiske proces, og Donald Trump (republikanernes kandidat, red.) har ret i, at det er et bundråddent system også i Det Demokratiske Parti,« siger hun til Berlingske.

Også inden for i konventsalen var stemningen på kogepunktet. Og inden det udviklede sig til en regulær udvandring af Sanders' delegerede, besluttede formanden for partiet, Debbie Wasserman Schultz, at tage konsekvensen og helt undlade at optræde på konventet.

I forvejen havde hun truffet beslutning om at forlade stillingen som formand, efter at det er blevet afsløret, at nogle i partitoppen lagde strategiske planer for at forhindre Sanders i at vinde over Hillary Clinton.

Bernie Sanders har selv besluttet fortsat at støtte Hillary Clinton, og der er heller ingen beviser på, at Clinton har vidst noget om det her. Så Sanders sagde for få timer siden, at det er nødvendigt nu at bakke om om Clinton for at undgå, at Donald Trump vinder det endelige præsidentvalg til november.

Men selv Sanders blev buhet ud, da han tidligere på dagen orienterede nogle tilhængere om sin beslutning, og skuffelsen både foran konventet og inden for konventet var senere ved at eksplodere af skuffelse.

»Jeg vil aldrig nogensinde igen stole på nogen politikere. Det, de her har gjort, viser en total manglende respekt for folks beslutninger. Trump har ret i, at systemet er pilråddent,« siger Britt Stanfield fra New Jersey, der også er taget til Philadelphia med sin datter.

Hun vil stemme på den libertarianske kandidat, Gary Johnson.

»Demokraterne aner ikke, hvad de mister her. Jeg har ikke talt med en eneste, der vil stemme på Hillary Clinton. Nu vinder Trump,« siger hun.

Det Demokratiske Parti forsøger nu med al magt at få styr på situationen igen. Men der er kaos på konventet.