Rapperen Kanye West støtter ikke længere USA's præsident, Donald Trump.

Det signalerer han kraftigt i et interview med erhvervsmagasinet Forbes onsdag, hvor han kommenterer sin beslutning om at stille op til præsidentvalget i USA.

»Jeg tager den røde kasket af med dette interview,« siger Kanye West.

Udtalelsen refererer til de røde kasketter med Trump-sloganet 'Make America Great Again' på.

Kanye West har tidligere udtrykt sin støtte til Trump.

Rapperen understreger desuden, at det ikke er for sjov, at han stiller op til præsidentvalget 3. november.

»Ligesom alt andet, jeg har gjort i mit liv, gør jeg det for at vinde,« siger Kanye West.

Det er første gang, at Kanye West kommenterer sin melding om, at han vil stille op til præsidentvalget.

Selv om der kun er fire måneder til valget, er det ifølge nyhedsbureauet Reuters fortsat muligt at stille op som uafhængig kandidat i flere delstater.

Donald Trump sagde tirsdag, at Kanye Wests præsidentkandidatur er 'meget interessant'.

Kanye West annoncerede sit kandidatur lørdag på det sociale medie Twitter.

'Vi må realisere USA's potentiale ved at stole på Gud, forene vores vision og bygge vores fremtid. Jeg stiller op som præsident,' skrev den 43-årige musiker.

Kanye Wests opslag på Twitter har fået 1,2 millioner likes og er blevet delt over en halv million gange.

Det er ikke første gang, at Kanye West ytrer, at han vil stille op til præsidentvalget.

I 2015 ved prisuddelingen MTV Music Awards sagde West, at han ville stille op til præsidentvalget i 2020.

Han udtalte senere, at han stadig ønsker at stille op, men at det først vil være til præsidentvalget i 2024.

Præsidentvalget til november ventes at komme til at stå mellem Donald Trump og Demokraternes formodede kandidat, Joe Biden.

/ritzau/Reuters