Verdens største sportsbutik lukker for salg af kanoer. Storbritannien rapporterer om nye rekorder i antallet af migranter, der krydser den engelske kanal – ikke alle klarer den.

Det er ikke kun i Hviderusland, at menneskesmugling er et stort problem. Tusinder krydser Kanalen mellem Frankrig og England i alle slags fartøjer. Nogle omkommer i forsøget.

Tre migranter i kano formodes omkommet i Den Engelske Kanal. En stribe andre kanoer er fundet efterladt på den engelske kyst efter at være blevet brugt til den farefulde overfart.

Fredag blev to tomme kanoer fundet i Den Engelske Kanal, og to migranter blev et andet sted i Kanalen fisket op af vandet.

Storbritannien beskylder Frankrig for at vende det blinde øje til problemet. Her ankommer en migrant til Dover og bliver modtaget af de britiske grænsemyndigheder.
Storbritannien beskylder Frankrig for at vende det blinde øje til problemet. Her ankommer en migrant til Dover og bliver modtaget af de britiske grænsemyndigheder. Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Antallet af migranter, der ulovligt krydser strædet mellem Frankrig og England, har igen slået nye rekorder. Torsdag rapporterer de britiske myndigheder at hele 1.185 krydsede kanalen alene den dag.

Det har nu fået verdens største sportsbutik, franske Decathlon, til at forbyde salg af alle kanoer i butikker i det nordlige Frankrig. Kanoerne er nemlig blevet en populær transportform for de tusinder af migranter, der opholder sig i interimistiske lejre ved den franske kyst.

Torsdag ryddede de franske myndigheder en stor lejr tæt ved Dunkirk. De franske myndigheder siger, at man gør, hvad man kan, for at forhindre de ulovlige og livsfarlige overfarter.

»Menneskesmuglerne, der tjener store summer på at udnytte migranter inklusive kvinder og børn, befinder sig ofte i Storbritannien, hvor de betjener et britisk arbejdsmarked, der hungrer efter arbejdskraft,« siger Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, mandag.

Decathlon, verdens største sportsbutik, har nu lukket for salget af kanoer i det nordlige Frankrig, fordi de bruges af migranter til at krydse Den Engelske Kanal
Decathlon, verdens største sportsbutik, har nu lukket for salget af kanoer i det nordlige Frankrig, fordi de bruges af migranter til at krydse Den Engelske Kanal
Vis mere

Men briterne har en anden udlægning af problemet. Her har man flere gange beskyldt Frankrig for at vende det blinde øje til menneskesmuglingen over Kanalen, fordi den overfører migrantproblematikken fra Frankrig til Storbritannien.

»Den britiske offentlighed har fået nok af at se mennesker dø i Den Engelske Kanal, mens skamløse, kriminelle bander tjener tykt på migranternes ulykke. Vores forestående migrationsplan vil rydde op i et system, der helt tydeligt ikke fungerer,« siger en talsmand for premierminister Boris Johnson til Sky News.

Det verbale slagsmål om, hvorfor der fortsat er migrantlejre ved Frankrigs kyster, har stået på de to lande imellem i årtier. Man slås blandt andet om, hvem der skal betale for at afpatruljere Kanalen. Storbritannien har netop givet Frankrig yderligere 55 millioner pund (cirka 500 millioner kroner).

Storbritannien beskylder Frankrig for at vende det blinde øje til problemet. Her ankommer en migrant til Dover og bliver modtaget af de britiske grænsemyndigheder.
Storbritannien beskylder Frankrig for at vende det blinde øje til problemet. Her ankommer en migrant til Dover og bliver modtaget af de britiske grænsemyndigheder. Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

I 2021 er antallet af migranter, der krydser Kanalen, mindst fordoblet i forhold til året før. Mere end 20.000 mennesker har ifølge de britiske myndigheder fundet adgang til Storbritannien på denne måde i år.

Langt de fleste af disse migranter kommer fra Afrika og Mellemøsten. Storbritannien, der står med en stor mangel på arbejdskraft, har netop ændret sin immigrationspolitik til et pointbaseret system, der tilgodeser veluddannede og personer, der allerede har et arbejde.

Men det er i høj grad ufaglært arbejdskraft, der er brug for. Hundredtusindvis af EU-borgere har siden Brexit forladt Storbritannien. Der er dog ikke stor politisk appetit på at åbne dørene for de afrikanske og mellemøstlige migranter.

Storbritannien står højt på migranternes ønskeliste, men også Tyskland og de skandinaviske lande er populære, og det er ikke kun den britiske grænse, der oplever en kraftig vækst i illegal indvandring. Overgangene ved middelhavet og via Balkan har oplevet en fordobling af migranter i 2021.