Høyrepartiets leder Erna Solberg er klar til regeringsforhandlinger efter en stor valgsejr til de borgerlige i Norge.

Det var en træt kommende statsminister, der mødte pressen uden for hjemmet i Smestad i Oslo over midnat natten til tirsdag, skriver vg.no.

»Nu skal jeg ind og hilse på min mand, og så håber jeg, at mine børn, som skal i skole i morgen, er gået i seng. Og så skal vi sikkert snakke lidt, før jeg lægger mig, sagde Erna Solberg.

Høyrelederen skal nu i gang med svære regeringsforhandlinger i de kommende uger.

De borgerlige fik et kanonvalg, og med 95 procent af stemmerne talt op ligger de til at ende på 96 mandater mod de rød-grønnes 72 mandater. Partiet Høyre får 26,9 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 9,6 procent.

Erna Solberg sagde, at de borgerlige partier har mange emner, som de er enige om, men også mange, hvor de er uenige.

»Det er altid udfordrende at skulle forhandle med andre partier. Jeg er sikker på, at de tre andre kommer til at stille krav i forhandlingerne, sagde Solberg, da hun som valgets store sejrskvinde deltog i partilederdebatten.

Afgående statsminister Jens Stoltenberg sagde i sin tale, at han som følge af nederlaget vil gå af som statsminister efter finanslovsfremlæggelsen 14. oktober.

Arbejderpartiet blev størst, men det rød-grønne samarbejde var ikke stærkt nok til endnu en regeringsperiode.