Den britiske premierminister, Boris Johnson, er på vej med en lov, der skal sende asylansøgere 6.000 kilometer til Rwanda for at få deres sag behandlet. Loven skal ifølge Johnson lette presset på illegal immigration ind i Storbritannien og samtidig bekæmpe de kriminelle, der tjener penge på menneskesmugling.
Hvis man synes, det lyder bekendt, så er den god nok. Boris Johnsons lovforslag synes nærmest bogstav for bogstav at være kopieret fra de tanker, som Danmarks udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, har barslet med i årevis.
Ministeren har tidligere fortalt B.T., at der er et bydende behov for et opgør med en asylpolitik, som både er dyr og ineffektiv.
I Storbritannien sidder man med et helt konkret problem med Den Engelske Kanal, som mere end 26.000 migranter krydsede illegalt fra Calais i Frankrig alene sidste år. Det tal ventes at blive mere end fordoblet i år.
Der må i det hele taget forventes et meget stort pres på hele Europa i 2022.
Vi har nu både millioner af ukrainske krigsflygtninge at passe på, men jo altså også alle de andre mennesker, der enten flygter fra krig og diktaturer eller bare søger lykken i Europa.
Mattias Tesfaye og Boris Johnson har ret i, at det nuværende asylsystem er både dyrt og dårligt. Der er alt andet end solidaritet i EU omkring, hvem der skal løfte byrden af asylansøgerne, og dette medfører en uværdig og umenneskelig form for sorteper, hvor de ulykkelige mennesker skubbes rundt mellem forskellige europæiske stater.
Ingen vil have dem og prøver at gelejde dem videre, fordi de, så snart de registreres i et EU-land, også skal have deres asylsag behandlet der.
Der er i høj grad brug for nytænkning på asylområdet. Spørgsmålet er bare, om løsningen ligger i at sende asylansøgerne så langt væk som overhovedet muligt. Kan man forsvare det, må man det overhovedet, og løser det problemet?
Et vægtigt argument fra både Tesfaye og Boris Johnsons side er, at den nye procedure må formodes at ville afholde mange fra at søge til et land, der agerer så dramatisk.
Hvis man har taget den lange og farlige vej fra Nordafrika eller Mellemøsten til Europa, så er det sidste, man ønsker, formodentlig at blive fløjet endnu længere væk end der, man kom fra – ovenikøbet til Rwanda, et af verdens fattigste lande, hvor menneskerettigheder ikke just er i højsædet.
Tanken er, at kan man stoppe menneskestrømmen mod Europa, fordi rejsen ikke længere kan betale sig, vil det frigive ressourcer til at løse asylansøgernes problemer der, hvor de kommer fra – og samtidig lette migrationspresset på Europa.
Politiske modstandere, ngo'er og menneskerettighedsforkæmpere kalder det både naivt og uforsvarligt. Men det er værd at beskæftige sig med, for det er den vej, vinden blæser i øjeblikket – ikke bare i Storbritannien og i Danmark, men flere steder i Europa.
Modstanderne af modtagecentre i Rwanda har ret, når det gælder udsigterne for den enkelte asylansøger. Rwanda er – ud over at være uhyre fattigt – også det tættest befolkede land i Afrika. Her er der ikke brug for flere unge mænd, og det er præcis dem, som den britiske lov vil sende derned.
Derudover så overgår den enkelte asylansøger efter de tre måneder, der er afsat til sagsbehandling, til at blive behandlet efter loven i Rwanda, hvis ikke ansøgningen er succesfuld. Det må siges på alle måder at være det samme som at blive slået hjem i ludo. Det står asylansøgerne frit for at slå sig ned i Rwanda, men hvilke fremtidsudsigter har de der?
Den nye lov må formodes først at fremmest at være en afskrækkelseslov. Som sådan kan den måske også vise sig så effektiv, at tankegangen snart vil brede sig. Hvis briterne lykkes med denne form for afskrækkelse, så lur mig, om ikke andre følger efter.
Det store spørgsmål er vel, om vi kan være det bekendt? Vi taler om mennesker, der har revet teltpælene op i håbet om et bedre liv. Nogle er blevet forfulgt, andre har bare ingen fremtidsudsigter. Der er en høj grad af kynisme i lovforslaget.
Noget andet er, om det er det, vi står os bedst ved.
Europa er lige nu i gang med akut at integrere fem millioner ukrainske flygtninge. Det bliver helt sikkert ikke let, men indtil nu er det jo gået umanerlig fint. Danmark og resten af Europa har vist sig fra sin bedste side med frivillighed og imødekommenhed. Ukrainerne vil snart kunne tilbyde hårdt tiltrængte, varme hænder til vores samfund, der i den gang mangler arbejdskraft i pleje- og servicesektoren.
Midt i iveren efter at få løst et integrationsproblem skal vi huske på, at migration på sigt som oftest er et gode for modtagerlandet. 'Giv mig jeres trætte og fattige' står der på Frihedsgudinden. Lige nu arbejdes der på at sende netop dem 6.000 kilometer væk.
