Symone Sanders, der er ledende rådgiver og talsperson for USA's vicepræsident, Kamala Harris, forlader sin post ved årets udgang.

Det oplyser en unavngiven embedsmand i Det Hvide Hus natten til torsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sanders' fratrædelse er den seneste i en række fra vicepræsidentens stab. Den kommer efter meldinger om spændinger mellem Harris' hold af rådgivere.

Tidligere på måneden forlod vicepræsidentens kommunikationschef, Ashley Etienne, også sin post i Det Hvide Hus' administration.

Ifølge Reuters oplyser en unavngiven person med kendskab til sagen, at spændingerne blandt Harris' medarbejdere blandt andet skyldes bekymringer om, at vicepræsidenten ikke bliver ordentligt forberedt i sit daglige arbejde, og at hun er ved at blive kørt ud på et sidespor af Demokraterne frem mod præsidentvalget i 2024.

En unavngiven kilde siger dog til CNN, at Sanders' exit ikke har noget at gøre med meldingerne om stridigheder i administrationen.

- Symone har tjent sit land med ære i tre år. Præsidenten og vicepræsidenten er taknemmelige for hendes tjeneste og indsats for Det Hvide Hus, siger kilden til CNN.

Kamala Harris har ifølge en anden kilde med kendskab til sagen kendt til Symone Sanders' planer i et stykke tid, skriver CNN.

Ifølge Reuters sendte rådgiveren onsdag en besked til sine kolleger, hvor hun meddelte sin beslutning.

- Fra mine første dage som en del af præsidentens valgkamp til at rejse med vicepræsidenten, da hun sluttede sig til valgkampen. Det har været en ære, skrev hun.

Symone Sanders er 31 år. Inden hun begyndte sit arbejde for Kamala Harris, var hun en af de ledende rådgivere for præsident Joe Bidens valgkamp frem mod USA's præsidentvalg i 2020.

/ritzau/