Det er sandhedens time for det republikanske etablissement. Deres parti er ved at vælge en »foragtelig løgnhals« og »racistisk xenofob« som præsidentkandidat. Donald Trump står til at vinde Supertirsdag.

Lad os sige, at kandidaten ikke hedder Donald Trump, men Mitt Romney. Og lad os sige, at han har vundet 60 pct. af de delegerede i de første fire primærvalg, og at han står til at vinde otte ud af ti målte stater i overmorgen, på Supertirsdag. Hvad ville vi så sige?

Så ville vi sige, at Romney var ved at vinde. Han var ved at løbe med præsidentkandidaturet. Men det er anderledes, når det er Donald Trump, vi taler om – erkendelsesbarrieren er højere – men det ændrer ikke på, at bundlinjen er den samme. Han er ved at løbe med det hele. Donald John Trump er ved at blive kandidat for det store, gamle republikanske parti i USA.

Se på tallene på den modsatte side. De fem kandidater har tilsammen vundet 124 delegerede, og Trump har vundet 81 af dem. Se på de vægtede meningsmålinger for Supertirsdag, hvor Trump står til at vinde 80 pct. af de målte stater og over 600 delegerede. Efter tirsdag vil en tredjedel af staterne have stemt, og han vil – hvis tallene holder – have vundet over halvdelen af de nødvendige delegerede for at blive valgt som kandidat.

Det er vanskeligt at nå til anden konklusion end den, som chokerede republikanske insidere også nåede til i denne uge. Nogle af insiderne reagerede med undren. »Han er ikke engang konservativ. Han spiller bare én,« skrev kommentatoren Mona Charen. Andre insidere reagerede med raseri. Han appellerer »til en flok brunskjorter, som snart vil ende i fængsel,« tweetede kommentatoren Glenn Beck, og radioværten Steve Deace tweetede, at Trump var »en foragtelig løgnhals af værste skuffe.« En tredje gruppe greb desperat efter en plan B. »Jeg støtter Rick Perry som kandidat for et tredje parti,« tweetede kommentatoren Erick Erickson, og en fjerde gruppe forsøgte at se uhyret i øjnene.

»Vi har kun kort tid til at stoppe ham. Ind til midten af marts,« sagde senator Lindsey Graham til The Hill (amerikansk politisk avis,red.). Han har tidligere sagt, at han vil støtte den republikanske partikandidat uanset hvem og hvad, men han har også tidligere kaldt Trump for en »racistisk xenofob« og »en skamplet.« Hvad så hvis kandidaten bliver Trump? Vil han støtte ham? »Det vil jeg overveje,« sagde han, »men hvis han bliver vores kandidat, vil vi blive slagtet ved præsidentvalget. Det kan jeg love for.«

Problemet er ikke, at insiderne og kritikerne har uret. Donald Trump er ikke konservativ, han har ind til for nyligt elsket fri abort og universel sygesikring og plejet venskabelig omgang med Hillary Clinton. Han har været gift tre gange, han er gået fallit tre gange, og faktatjekkerne hos Politifact har udnævnt ham til »årets løgnhals.«

Og en god del af hans tilhængere hører til derude, hvor man skal huske at blive vaccineret mod rabies. Den tidligere stordrage hos Ku Klux Klan støtter ham, og en femtedel af Trumps vælgere mener, at slaveriet aldrig skulle have været ophævet, viser en måling fra YouGov. Han har intet politisk program – hans website består af fem politiske erklæringer, som ikke tåler kontakt med virkeligheden – og han har stort set ingen allierede i partitoppen. I denne uge stod to marginale kongresmedlemmer frem og støttede ham, og det er alt.

Så hvordan kan sådan en mand overbevise så mange om, at han er deres mand?

Scott Adams er kommet med den mest plausible forklaring. Adams er skaberen af tegneserien Dilbert, men også en kendt forfatter, business-kommentator og republikaner, og som han har påpeget i over 30 indlæg på sin blog: Trump har selv i sin bestsellerbog »The Art of the Deal« afsløret sin »overtalesesteknik«.

For at tage et eksempel. Trump siger tit, at han er god for mindst ti mia. dollar. Kritikere siger, at han ikke er så rig, men alene ved at diskutere det, accepterer de bevidst eller ubevidst, at han er milliadær. Dermed smider Trump »et anker« i vælgernes bevidsthed, skriver Adams, og ankeret er, at Trump er vildt succesfuld som forretningsmand og har tjent milliarder, og det beviser, hvad han kan.

På område efter område smider Trump sådan et anker i vælgerne: Byg en mur til Mexico og få mexicanerne til at betale, smid illegale immigranter ud, mexicanere er voldtægtsmænd, nægt muslimerne adgang til USA, vrid penge ud af Kina, skab et stort og »grådigt« Amerika, bomb Islamisk Stat til støv, tortér livet ud af terrormistænkte, boykot Apple osv.

Selvfølgelig kan han ikke smide 12 mio. illegale immigranter ud, men det er heller ikke, hvad det handler om, skriver Adams. Det handler om at smide et anker, som de andre politikere kan fedtspille om, men som Trump ejer. Han er måske ikke tifoldig milliadær, men han er milliadær. Han kan måske ikke smide 12 mio. mexicanere ud, men han vil gøre noget ved dem. Alle mexicanere er ikke voldtægtsmænd, men Trump vil tortere dem, der er. Det er hans overtalelsesteknik, skriver Scott Adams.

Adams besvarer imidlertid ikke det naturlige følgespørgsmål: Hvis det er overtalelsesteknik, hvis det er skotøjshandel for viderekommende, hvorfor vælger vælgerne så at tro på Trump? Der er to muligheder. Den ene mulighed er, at de er enfoldige og ikke gennemskuer hans salgsteknik. I Nevada vandt han 60 pct. af stemmerne hos de lavtuddanede, og som Trump buldrede i sin sejrstale: »Jeg elsker de dårligt uddannede.« Det er den ene mulighed.

Den anden mulighed er, at de gennemskuer hans salgsteknik – de ved godt, at skotøjssælgeren forsøger at sælge dem et par sko, men de vil faktisk også gerne købe sko af ham. Måske ikke den farve, måske ikke til den pris, men de vil købe. The American Prospect spurgte en af hans kvindelige støtter, om hun virkelig troede på alle hans løfter, og som hun svarede: »Nej, man skal ikke tage ham bogstaveligt. Man skal se over på den anden side af alt det.« Hun vidste godt, at Trump var fuld af varm luft, men hun ville hellere købe hans varme luft end de andres stuetempererede ditto. Han er en vindhas, men i det mindste har han fanget vindretningen.

Om det er den ene eller anden forklaring eller begge forklaringer – det er i sidste ende lige meget, for resultatet bliver det samme, og resultatet er, hvad vi ser nu.