De seneste dage har en gullig tåge sænket sig over blandt andet New York på grund af de omfattende skovbrande, der lige nu hærger i nabolandet Canada.

Men det er ikke kun på det amerikanske kontinent, man mærker konsekvenserne af brandene.

Ifølge den norske avis Aftenposten har røgskyerne nu også nået vore breddegrader.

Avisen citerer beregninger fra det norske klima- og miljøinstitut, NILU, som viser, at den canadiske røg siden 1. juni har bevæget sig over Grønland og Island og nu har ramt Norge. 

På et observatorium i Birkenes i det sydlige Norge har NILU registreret øgede koncentrationer af små partikler – såkaldte aerosoler – i luften. 

»Vi kan måske se noget dis eller lugte røg,« siger instituttets seniorforsker, Nikolaos Evangeliou, til avisen og tilføjer:

»Vi tror imidlertid ikke, at antallet af partikler i luften her i Norge vil være stort nok til at være sundhedsskadeligt.«

I New York bliver borgerne rådet til at undlade at træne udendørs, og folk med luftvejslidelser advares om, at røgen kan skade deres helbred.

De mange skovbrande i Canada tegner til at blive de værste nogensinde. 
De mange skovbrande i Canada tegner til at blive de værste nogensinde.  Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Skovbrande er almindelige i Canada om sommeren, men i år er de kommet tidligere og voldsommere. 

Lige nu har landet hele 414 aktive skovbrande, og røgen har sendt tågeskyer over storbyer som Toronto og New York. 

Eksperter taler om, at dette års skovbrande kan blive de værste nogensinde. 

Hos DMI herhjemme er der indtil videre ingen observationer af, at røgen kan registreres i Danmark.