På vejene er der regulært kaos, og folk opfordres til ikke at bevæge sig ud i morgentrafikken.

Sådan er situationen lige nu flere steder i Sverige som følge af en kæmpe snestorm.

Det skriver Aftonbladet.

På motorvejen E4 langs søen Vättern – i det sydlige Sverige  holder hundredvis af biler lige nu i kø. Nogle har gjort det siden tirsdag klokken 17, hvor køen af få omgange kun har rykket sig en kilometer.

Det er sydøst for Vättern – ved de røde prikker – at der blandt andet er trafikkaos lige nu.
Det er sydøst for Vättern – ved de røde prikker – at der blandt andet er trafikkaos lige nu. Foto: Google Maps.
Vis mere

Og ellers har den været stillestående.

»Vi fraråder folk at bevæge sig ud i trafikken, indtil situationen har stabiliseret sig. Det vil tage lang tid. Du skal arbejde i lang tid med hvert køretøj for at slippe af med dem,« siger redningsleder Göran Melin til Aftonbladet.

Udover køen er der også sket flere ulykker, som myndighederne har måttet håndtere undervejs.

Det kræver eksempelvis adskillige redningskøretøjer, som skal ud og trække biler fri fra snedriverne.

Også i Norge forventer man de kommende dage et vejrmæssigt kaos.

Ifølge Dagbladet bliver det sydlige Norge torsdag ramt og kan således forvente op til 20 centimeter sne og storm.

»Vi skal stålsætte os til det kommende vintervejr,« siger Per Egil Haga ved Meteorologisk Institut.

Men for nu er det altså Sverige, som kæmper med snemængderne.

Tidligst klokken 09 onsdag forventer man, at situationen vil nærme sig en stabilisering igen.