Den største mafiasag i Italien i årevis begynder onsdag. 355 personer bliver anklaget.

Italiens mest magtfulde mafia, 'Ndrangheta, skal på anklagebænken i en særligt indrettet bygning i Calabrien - "tåen" på støvlelandet Italien.

Det sker onsdag, når den største sag i 30 år mod Italiens mafia begynder.

355 personer anklages, skriver nyhedsbureauet AFP.

Blandt dem er politikere, embedsmænd og forretningsfolk.

De fleste blev anholdt under koordinerede politiaktioner i december 2019 i Italien og flere andre lande.

Anklagerne lyder på blandt andet drab og drabsforsøg, afpresning, narkoforbrydelser, embedsmisbrug, ågerrenter og medlemskab af en kriminel organisation.

Retssagen ventes at vare i to år.

Den vil holde omkring 400 advokater beskæftiget. På nuværende tidspunkt er der indkaldt 900 vidner.

Det ventes, at 58 vidner vil tiltrække sig særlig opmærksomhed.

Det er tidligere mafiafolk, som ifølge AFP vil bryde deres tavsheds-ed med 'Ndrangheta - den såkaldte "omerta", som betyder loven om tavshed.

'Ndrangheta er en løs organisation, der består af hundredvis af forskellige familieklaner med fælles interesser.

I modsætning til Siciliens mafia, Cosa Nostra, med tilknytning til Palermo og Camorra fra Napoli er 'Ndranghetas rødder spredt ud over det landlige Calabrien.

Når mafiafamilier i Calabrien hyrer nye rekrutter, findes de inden for familien.

Det er med til at gøre 'Ndrangheta til en effektiv mafia.

Blodsbånd styrker den tavshed, der beskytter klanen og dens aktiviteter som afpresning, menneskesmugling og indsmugling af kokain til Europa fra Sydamerika.

Og de fleste af de 355, der er anklaget i sagen, er fra samme familie, nemlig Mancuso-familien, eller fra kredsen om familien.

Blandt de anklagede er mafiabossen Luigi Mancuso. Han har tidligere siddet 20 år i fængsel, og nu risikerer han at ryge tilbage igen.

Andre anklagede har eksotiske øgenavne som "Ulven", "Fatty", "Lille Ged" og "Blondie".

Det er Italiens mest berømte anti-mafiaanklager, som fører sagen.

Det er den 62-årige Nicola Gratteri, som har levet under politibeskyttelse i over 30 år.

/ritzau/