Var du vidne til episoden, har du foto, video eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

33 personer er kommet til skade, heriblandt seks børn under ti år, da to vogne i en rutsjebane søndag bragede sammen i en forlystelsespark i Madrid.

27 blev kørt til hospitalet med lettere skader efter ulykken i Parque de Atracciones, der ligger cirka fire kilometer vest for hovedstadens centrum.

Rutsjebanen hedder Tren de la Mina (minetoget).

Ingen af de tilskadekomne ser ud til at have fået alvorlige skader, siger talskvinde Carmen Camacho fra den lokale redningstjeneste.

De tilskadekomne bliver behandlet for skader i nakke, ryg og mave.

Rutsjebanen blev godkendt efter en sikkerhedskontrol søndag morgen, rapporterer det spanske nyhedsbureau Europa Press.

Passagererne i rutsjebanen Tren de la Mina kan bære virtual reality-briller, så turen opleves som en scene i det vilde vesten, hedder det på forlystelsesparkens hjemmeside.

/ritzau/AFP