En voldsom eksplosion fik lørdag formiddag en fire-etagers beboelsesejendom i Wien til at eksplodere og delvist kollapse. En 19-årig mistede livet.

10 beboere blev reddet ud af af bygningen. Fem var sårede og to af dem blev bragt til hospitalet. Én blev levende begravet under murbrokkerne, fortæller det østrigske nyhedssite krone.at.

Redningsaktionen var et kapløb med tiden. Specialtrænede sporhunde blev sendt ind i den sammenstyrtede bygning for at finde den begravede beboer, mens redningsmandskab kæmpede for at sikre resten af bygningen, så den ikke skulle styrte yderligere sammen, samt evakuere de omkringliggende bygninger.

Først efter fem timer lykkedes det at redde den begravede ud. Beboeren var svært tilskadekommen, men i live. Den 19-årige døde dog kort efter sin redning af sine kvæstelser.

Redningsmandskabet fortsætter på højtryk, da det har formodning om, at også en 50-årig kvinde er fanget under murbrokkerne.

- Vi har ingen konkrete beviser på, at hun er der. Men vi har heller ingen beviser på, at hun skulle opholde sig et andet sted, siger politiets talskvinde Adina Mircioane.

Bygningen eksploderede klokken 10.10 lørdag formiddag på Mariahilferstrasse i Wien-bydelen Rudolfsheim-Fünfhaus.

Det er sandsynligvis en gaslækage, der har forårsaget eksplosionen. Flere etager og taget kollapsede, og gaden er dækket med murbrokker.

Eksplosionen var så kraftig, at trykbølgen smadrede vinduer i flere andre huse i kvarteret. Ledninger til gadebelysning og sporvogne er beskadiget, og trafikken er dirigeret udenom eksplosionsstedet.

- Det var en kæmpe eksplosion. Glasskår fløj overalt. Det ser ud som om, her har været et bombeangreb, sagde en chokeret beboer, Walter Stefan Fuchs, til det østrigske nyhedssite krone.at.