9-årige Charlotte Sena ville cykle en sidste tur på egen hånd.
Det fik familiens hyggelige picnic til at udvikle sig til et mareridt.
For Charlotte Sena vendte ikke tilbage fra sin cykeltur i parken Moreau Lake i Staten New York, som hun påbegyndte klokken 18.15 lokal tid.
Da hun efter et kvarter ikke var vendt tilbage, vidste hendes forældre 'straks, at noget var galt,' idet der heller ikke kom nogen svar, da de begyndte at kalde på hende. 30 minutter senere blev hendes cykel fundet i parken, men der var ingen spor efter pigen.
Nu frygter politiet, at Charlotte Sena er blevet kidnappet og har sat en massiv eftersøgning i gang.
Foreløbig uden held.
»Familien var her for at skabe livsvarige minder. I stedet udviklede det sig til alle forældres mareridt,« siger New Yorks guvernør Kathy Hochul under en pressekonference ifølge The New York Post.
Politi, brandvæsen og frivillige gennemsøgte parken i 18 timer, uden at finde Charlotte Sena, der beskrives som en intelligent og eventyrlysten pige.
Derfor formoder politiet, at hun ikke længere befinder sig i Moreau Lake, som ligger nord for storbyen New York.
»Vi fortsætter med at dedikere alle de ressourcer, vi kan, for at finde Charlotte og få hende bragt sikkert hjem,« siger politikommissær Richard Mazzone, som leder efterforskningen.
To minutter efter at Charlotte Senas cykel blev fundet lørdag aften, ringede hendes mor til politiet og meldte hende savnet.
»Jeg vil bare have min datter tilbage,« sagde Trisha Sena, stærkt berørt, ifølge amerikanske medier.
Der er nu udsendt en såkaldt 'Amber Alert', som står for America's Missing: Broadcast Emergency Response.
Den udsendes, når et barn er savnet eller formodes bortført, og politiet frygter for barnets liv eller helbred.
»Hjerter er knust i dag her i New York. Forhåbentlig vil der komme en genforening. Forhåbentlig vil der være en traumatiseret, men genforenet familie,« siger New Yorks guvernør Kathy Hochul ifølge CNN.
»Det beder vi til, og det er vores håb,« tilføjer hun.