'Kære Tore. Du er mit sidste håb.'

Beskeden tikkede ind ved den norske dokumentarist Tore Strømøy. Afsenderen var Jan Egil Granfoss også kendt under kælenavnet 'Bamsegutt'; en 61-årig norsk mand, der i en blanding af fejltagelser, misforståelser og dårlig økonomi var strandet i Fillippinerne med sin kone og søn.

Beskeden blev startskuddet til dokumentaren 'Ingen elsker Bamsegutt', der over fire afsnit fortæller om den syge, førtidspensionist Bamsegutt, der er strandet i Fillippinerne på ellevte år uden mulighed for at få hjælp af de norske instanser.

Nu er dokumentaren dog trukket tilbage, for NRK havde udeladt en væsentlig detalje om Bamsegutt.

'Ingen elsker Bamsegutt'

Dokumentaren skildrer Bamsegutts livshistorie og hans lange kamp, der har budt på omtrent 3500 mails til alle tænkelige instanser i Norge. Alt fra det norske udenrigsministerium til den norske Kong Harald har Bamsegutt henvendt sig til for at få hjælp, men uden held. 

Dokumentaren havde premiere i denne uge og vakte stor debat om, hvordan de norske myndigheder behandler de svageste i samfundet.

Jan Egil 'Bamsegutt' Granfoss blev oversvømmet med sympatierklæringer, og flere nordmænd oprettede indsamlinger, så han endelig kunne vende hjem.

»Ingen elsker Bamsegutt« havde premiere 15. november, men er nu midlertidigt pillet af skærmen.
»Ingen elsker Bamsegutt« havde premiere 15. november, men er nu midlertidigt pillet af skærmen. Foto: NRK
Vis mere

Fredag var der sammenlagt blevet doneret 3,8 millioner norske kroner (2,4 millioner danske kroner red.), og nu skulle Bamsegutt og familien endelig hjem. 

Samtidig tikkede klagerne dog ind.

For NRK og journalist Tore Strømøy havde nemlig udeladt, at Bamsegutt i 1991 blev idømt otte måneders betinget fængsel for at have begået seksuelle overgreb på i alt seks børn, som var i alderen otte til ti, da overgrebene fandt sted. 

NRK beklager

De mange klager har nu fået NRK til midlertidigt at fjerne dokumentaren, mens den bliver redigeret. 

Holdet bag dokumentaren var under produktionen blevet bekendt med dommen, men man mente ikke, at det var relevant for fortællingen. 

»Det var simpelthen, fordi vi mente, det var det etisk rigtige at gøre, både af hensyn til ofrene i sagen dengang og af hensyn til Granfoss' familie. Derudover mente vi, at dommen ikke var direkte relevant for denne sag. I bagklogskabens lys ser vi dog, at det var en forkert vurdering, og vælger derfor at lave ændringer,« sagde fungerende mediedirektør i NRK, Marius Lillelien, søndag aften ifølge Dagbladet. 

Indsamlingstjenesten Spleis, hvor de fleste af donationerne er tikket ind, oplyste søndag, at man tilbageholder donationerne. 

»Vi antager, at der vil være folk, som føler, at de har givet penge på en falsk præmis. Vi vil gøre det muligt for dem at få deres penge tilbage,« siger kommunikationschef i Spleis, Tone Mesna, ifølge NRK