Ifølge FBI's tidligere vicedirektør er fyringen en del af præsidentens kampagne mod forbundspolitiet.

Washington. USA's justitsminister, Jeff Sessions, har fyret FBI's tidligere vicedirektør Andrew McCabe med øjeblikkelig virkning.

McCabe var egentlig på orlov. Men han havde planlagt at gå på pension søndag - to dage efter fyringen.

Den tidligere vicedirektør har blandt andet været dybt involveret i forbundspolitiets undersøgelser af tidligere udenrigsminister Hillary Clintons brug af en privat e-mailserver og Ruslands formodede indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Andrew McCabe har derfor været genstand for voldsom kritik fra USA's præsident, Donald Trump, ad flere omgange.

- På baggrund af rapporten fra chefefterforskeren, konklusioner fra FBI's afdeling for professionel ansvarlighed og anbefalinger fra bureauet har jeg valgt at afskedige Andrew McCabe med øjeblikkelig virkning, siger Jeff Sessions.

Andrew McCabe trak sig fra sin stilling som vicedirektør i januar. Han har været på orlov lige siden, mens han har ventet på at kunne trække sig med fuld pension, når han fyldte 50.

Fyringen bringer dermed den tidligere FBI-chefs pension i fare.

Andrew McCabe mener, at han bliver uretfærdigt behandlet, fordi han var en tæt allieret med James Comey, der blev fyret som FBI-direktør for ni måneder siden.

- Jeg bliver hængt ud og behandlet på denne måde på grund af min rolle, ting jeg gjorde og begivenheder, jeg var vidne til i kølvandet på James Comeys fyring, udtaler McCabe i en erklæring.

- Dette angreb på min troværdighed er en del af en større plan om at angribe FBI, det håndhævende organ og ansatte i efterretningstjenesten generelt, tilføjer McCabe.

USA's præsident, Donald Trump, er godt tilfreds med fyringen.

- Andrew McCabe FYRET, en stor dag for de hårdtarbejdende mænd og kvinder i FBI. En stor dag for demokratiet, skriver han på Twitter.

Fyringen blev udløst af en rapport fra chefefterforskeren i justitsministeriet.

I rapporten fremgår det blandt andet, at McCabe angiveligt har vildledt efterforskere om sin kommunikation med en tidligere journalist ved Wall Street Journal.

Det skal være sket på et tidspunkt, hvor journalisten skrev om McCabes rolle i FBI's undersøgelser af Hillary Clinton.

McCabe nægter i sin erklæring at have vildledt efterforskere.

/ritzau/Reuters