»Easy come, easy go. Little high, little low.«

Tonerne af Queens legendariske monsterhit 'Bohemian Rhapsody' lød lørdag aften i en hotellobby i London.

Sangeren var ingen ringere end den canadiske premierminister, Justin Trudeau.

Afslappet klædt i T-shirt gav han den gas i en version, som var Freddie Murcury værdig.

Men var det værdigt – for ikke at tale om passende – at den canadiske regeringsleder gav den som crooner midt i den britiske landesorg – og blot to dage før dronning Elizabeths begravelse?

Det er brugerne på de sociale medier ikke enige om, og Trudeau får kritik for at være både »tonedøv« og upassende.

I videoen, som lige nu bliver delt på blandt andet Twitter, ses toppolitikeren i selskab med resten af den canadiske delegation, som var rejst til London i anledning af majestætens død.

Gruppen står i lobbyen på Corinthia Hotel i London og hygger sig omkring flyglet.

Dronning Elizabeth var også statsoverhoved i Canada, og efter hendes død kaldte Trudeau da også dronningen for et af sine yndlingsmennesker.

Men hans musikalske optræden er faldet en del for brystet.

En bruger skriver eksempelvis på Twitter:

»Nysgerrig efter, hvordan du kan kvalificere dette som en hyldest til Hendes Majestæts liv og tjeneste? Fordi de sang musik fra Queen? Det er ret barsk.«

Den canadiske premierminister Justin Trudeau var dybt berørt, da han udtalte sig kort efter dronning Elizabeths død. Lørdag var han anderledes munter.
Den canadiske premierminister Justin Trudeau var dybt berørt, da han udtalte sig kort efter dronning Elizabeths død. Lørdag var han anderledes munter. Foto: JENNIFER GAUTHIER
Vis mere

En anden skriver:

»Hyldest? Hvor tonedøv skal man være for at tro, at dette på nogen måde kan være en hyldest? Det er en fornærmelse.«

Mens andre – som eksempelvis den canadiske journalist Brian Lilley, ser det som en hyldest, at premierministeren er »singing a little Queen … for the Queen …«

En talsmand for Trudeau har ifølge Daily Mail også kommenteret sagen og forklarer, at episoden udspillede sig efter en middag lørdag aften.

Justin Trudeau og hans hustru Sophie Grégoire Trudeau fotograferet, da de ankom til Westminster Abbey i London til dronning Elizabeths begravelse.
Justin Trudeau og hans hustru Sophie Grégoire Trudeau fotograferet, da de ankom til Westminster Abbey i London til dronning Elizabeths begravelse. Foto: GEOFF PUGH
Vis mere

»Efter middagen i lørdags deltog premierministeren i en lille sammenkomst med medlemmer af den canadiske delegation, som er gået sammen for at hylde Hendes Majestæts liv og tjeneste.«

Og talsmanden tilføjede:

»I løbet af de seneste 10 dage har premierministeren deltaget i forskellige aktiviteter for at vise sin respekt for dronningen, og i dag deltager hele delegationen i statsbegravelsen.«