Det bliver uhyre svært at finde en løsning på krisen i WTO, vurderer handelsministeren efter EU-møde.

Lyset står til at gå ud i appelinstansen i Verdenshandelsorganisationen (WTO) midt i december, når den ikke har nok dommere, og EU's forsøg på at redde den har foreløbigt været uden held.

EU's handelsministre har torsdag drøftet krisen, som kan føre til en art junglelov, hvor de store lande kan tryne de små i handelskonflikter, hvis der ikke findes en egentlig løsning eller en nødplan.

- Det bliver uhyre svært. Det går trægt, siger handelsminister Jeppe Kofod (S).

Set fra EU's synspunkt er der udfordringer med WTO i både vest og øst.

Mest akut er USA's blokade for udpegelsen af nye dommere til appelinstansen, også kendt som tvistbilæggelsessystemet, så den fra 10. december ikke længere kan fungere.

USA med præsident Donald Trump i spidsen har set sig vred på WTO, og han beskylder appelinstansen for at blæse på reglerne.

Men også Kina skaber problemer ved ifølge EU ikke at ville overholde WTO's regler.

- Det er vigtigt, at vi får styrket WTO i denne tid. Det er ikke nemt, når to store lande og partnere ikke støtter det multinationale system. Men vi skal prøve, siger Kofod.

EU's handelskommissær, Cecilia Malmström, bekræfter efter mødet torsdag, at EU fortsat arbejder på en nødplan med blandt andet Norge og Canada.

Det er en løsning, hvor man på "ad hoc-basis kan kopiere det system", der eksisterer nu.

- Det er for at skabe sikkerhed for vores virksomheder, siger Malmström.

Men det løser naturligvis ikke konflikter i forhold til USA og andre lande, der ikke måtte ville være med i en sådan midlertidig løsning.

- WTO trænger i alvorlig grad til reformer. Organisationen er ikke ved at kollapse. Men hvis der intet sker, så vil den svækkes mere og mere, og den vil blive ligegyldig.

Disse reformer kan ikke bare fikses sådan med ét, understreger den svenske kommissær ved at lave et fingerknips i luften.

Både Malmström og Kofod kalder de bekymringer, som USA klager over i WTO, for reelle nok.

/ritzau/