Lige umiddelbart ligner det en ganske almindelig julesweater til børn, men et nærmere kig på trøjen viser, at den måske ikke er så uskyldig alligevel.

For hvad laver julemanden egentlig på trøjen?

Der skal ikke meget fantasi til for at forestille sig, at den kære julemand står og urinerer ordene ‘Merry Christmas’ - glædelig jul - på drengens trøje.

Det er der i hvert fald flere brugere på det sociale medie Imgur, der mener. Her har faderen til det femårige barn Alexander lagt billedet op under navnet angryhamzter.

Faderen fortæller samtidig, at han uheldigvis sendte sin søn i skole iført den nye trøje. Han opdagede ikke, hvad julemanden lavede, før drengens lærer fortalte ham det, da han hentede Alexander, skriver faderen.

I en kommentar fortæller han, at han sendte sin kone ud for at finde en trøje til sønnens ‘grim trøje-dag’ i skolen. Da hun kom over i shoppingcentret, tog hun den første og den bedste trøje. Den blev vasket og hængt til tørre natten over.

Derfor tror faderen ikke, at Alexander nåede at se trøjen, inden han fik den trukket over hovedet og mødte op i skole.

Faderen blev derfor noget overrasket, da han kom tilbage for at hente sin søn senere på dagen. Sønnens lærer grinte og pegede på julemanden, hvorefter hun fortalte, at en anden dreng i klassen også havde haft trøjen på.

Ingen af drengene havde dog opdaget julemandens (u)gerning.

Da sønnen og faderen kom hjem, fandt faderen kameraet frem og tog billedet af Alexander, skriver faderen på Imgur.

Billedet er siden gået viralt og er blevet set af flere end 2,4 millioner brugere på et enkelt døgn.