Jeg skriver stadig ofte med de bekendtskaber, jeg gjorde i Ukraine både før og under krigen. Denne uge havde jeg kontakt med tre forskellige ukrainere i hver sin del af landet. Historierne, de fortæller, er både samstemmende og deprimerende.
De er tapre nok, på trods af at el, vand og varme, er noget, der kommer og går. Temperaturen i Kyiv fredag er cirka minus tre grader. Næste uge når den ned på minus ti. Det gør naturligvis ikke dagligdagen lettere, og antallet af tidlige morgener, der bruges i undergrunden, når luftalarmerne hyler igen, er taget til, efter at russerne er begyndt at angribe civil infrastruktur som elværker.
Det er, som et midaldrende par i udkanten af Kyiv fortæller mig, konstant stressende. Men selv denne virkelighed bliver en form for hverdag. Mennesket er dygtigt til at tilpasse sig, og den evne har de rig brug for i Kyiv, disse dage. De prøver at opbygge en hyggelig julestemning, men de fortæller, at julen jo også minder dem om alt det, der ikke længere er, som det var.
Jeg har fortsat kontakt til en ung pige fra Bucha, som så sin mor blive skudt af russerne og sad med hende i armene, mens blodet flød, og moderens liv ebbede ud. Hun fortalte mig forleden, at hun igen er begyndt at studere. Denne uge har hun været til en forelæsning om ukrainsk typografi. Livet går videre, men arrene på sjælen forbliver.
Der er tusinder af mennesker som hende, for hvem krigen for altid har vendt op og ned på deres liv. Nogle af dem ankommer til herberger rundt om i Ukraine. Jeg besøgte et af disse i Lviv, denne sommer. Det er en gruppe kvinder, der driver herberget – som vist nok er det største af sin art i Lviv. Det var hæsligt at høre øjenvidneberetninger om krigens grusomhed, men også rørende at være vidne til, hvordan gode mennesker gør, hvad de kan for at hjælpe hinanden.
Allerede dengang kæmpede kvinderne bag herberget i Lviv for at skrabe penge nok sammen til fortsat til at kunne give husly, mad og medicin til de mange kvinder og børn fra det østlige Ukraine, der er internt fordrevne. Endnu flere kommer til disse dage. Det er dem, der ikke ønsker at forlade Ukraine, men som har mistet deres hjem og deres arbejde.
Herberget har nu penge nok til udgangen af januar. Det er i den forbindelse værd at notere sig et interview, Ukraines hærchef gav til The Economist denne uge. Her siger Valerij Zaluzjnyj, at han er overbevist om, at russerne er ved at forberede en ny storoffensiv, der måske allerede begynder i januar eller februar. Det vil betyde et endnu større pres på herberger som dette i Lviv.
Præcis to måneder efter juleaften, er det et år siden, at Rusland invaderede Ukraine, og allerede dagen efter stod i udkanten af Kyiv. Det var, ved vi nu, ukrainsk heltemod, der forhindrede, at hovedstaden faldt dengang. Men krigen er desværre langtfra slut, og de menneskelige omkostninger vil forsætte langt ind i det nye år.
Ukrainerne, som er ortodokse, fejrer først jul 7. januar. Men derfor kan vi jo godt sende dem varme juletanker, eller endnu bedre gøre noget for at prøve at hjælpe de mange millioner, der fortsat er internt fordrevne, på flugt i Europa, eller bare hutler sig igennem en trist og udsigtsløs hverdag.
