Det var blot en formalitet. Et hurtigt besøg på konsulatet for at få udleveret skilsmissepapirer, så han kunne gifte sig med kvinden i sit liv. Hun ventede udenfor.

Men 59-årige Jamal Khashoggi kom aldrig ud igen. For står The New York Times og deres kilder til troende, ventede en 15 mand høj dødspatrulje, som tog livet af ham og skar ham i stumper og stykker, indenfor.

»Det var præcis som i 'Pulp Fiction',« siger en højtstående officer fra den tyrkiske efterretningstjeneste til avisen om Jamal Khashoggis mystiske forsvinden efter et besøg på det saudiske konsulat i Istanbul i sidste uge.

'Sludder og vrøvl,' siger de på konsulatet, der har givet Tyrkiet grønt lys til at ransage ambassaden. For de har i hvert fald ikke noget at skjule, og de fastholder, at Jamal Khashoggi forlod konsulatet en time efter, han var kommet.

Men hvor er overvågningsoptagelserne, der beviser det? Hvorfor blev konsulatets tyrkiske medarbejdere bedt om at holde fri præcis dén dag?

Vi tager den lige fra begyndelsen.

Jamal Khashoggi er - eller måske var - saudisk journalist, bosiddende i USA, hvor han skrev politiske klummer for Washington Post og var en flittigt brugt kommentator på såvel vestlige som arabiske tv-stationer.

Før sit eksil var han i en årrække rådgiver for flere højtstående saudiske embedsmænd og var ligeledes tæt på flere medlemmer af den saudiske kongefamilie.

Men han var også en mand, der ikke holdt sin mund. Slet ikke i sin kritik af landets kronprins, Mohammad bin Salman Abdulaziz Al Saud, og hans såkaldte reformer. Og netop det skulle angiveligt have sat ham på den sorte liste. Han valgte et frivilligt eksil i USA, hvorfra han og hans skriverier nåede ud til millioner af mennesker.

Blot tre dage før Jamal Khashoggi forsvandt, gav han et radiointerview til BBC. Da lytterne blev koblet af, spurgte journalisten, om han nogensinde ville vende tilbage til sit hjemland.

»Jeg tvivler på, at det nogensinde bliver muligt,« svarede han og forklarede, at i Saudi-Arabien blev systemkritikere som ham selv anholdt. Han sagde også, at han ville ønske, at han i sit hjemland havde en platform til at skrive og tale frit.

At Jamal Khashoggi havde noget at have sin bekymring i, blev i den grad slået fast tirsdag 2. oktober.

Han var forelsket. I tyrkiske Hatice Cengiz, og han ville giftes med hende. Det krævede blot, at han fik et dokument, der bekræftede, at han var lovformeligt skilt fra sin ekskone. Det dokument kunne han kun få på saudisk jord. Han bestilte tid på konsulatet til afhentning af papirerne og tog sammen med sin forlovede til konsulatet i Istanbul.

»Hvis jeg ikke kommer tilbage, så kontakt præsident Erdogans rådgiver,« sagde han ifølge BBC til hende. Og så gik han ind. Klokken 13.14,36 ifølge konsulatets overvågningsvideo.

Hatice Cengiz ventede og ventede. Men ud kom han ikke. Hun kontaktede politiet, og siden har sagen rullet.

»De har mange kameraer. Hvis han har forladt stedet, hvorfor beviser de det ikke?« tordnede Erdogan forleden.

Jamal Khashoggi fotograferet i London, få dage før han forsvandt.
Jamal Khashoggi fotograferet i London, få dage før han forsvandt. Foto: HANDOUT/Reuters
Vis mere

Men præcis de optagelser er desværre blevet væk. Og ingen på konsulatet har indtil nu kunnet givet et reelt svar på, hvorfor de tyrkiske ansatte netop denne dag, hvor man vidste, at Jamal Khashoggi skulle komme, havde fået fri.

Tyrkiets sikkerhedstjeneste har den seneste uge arbejdet intenst på at komme til bunds i sagen og er ifølge adskillige udenlandske medier faldet over et besynderligt sammentræf, der understøtter deres tro på, at den 59-årige Jamal Khashoggi blev dræbt.

Samme dag, som mødet var planlagt, landede to chartrede fly nemlig i Istanbul. Om bord var 15 saudiske agenter. Alle var de tilknyttet den saudiske regering eller sikkerhedstjeneste. En enkelt af dem var retsmediciner. Det var angiveligt ham, der med en medbragt knoglesav parterede liget.

»De blev sendt dertil at én grund. Det var en planlagt henrettelse,« som en kilde udtrykker det over for The Washington Post.

Men Saudi-Arabien nægter hårdnakket.

»Vi vil virkelig gerne vide, hvad der er sket med ham,« som landets kronprins forleden udtalte til Bloomberg News, hvor han insisterede på, at Jamal Khashoggi forlod konsulatet 'efter få minutter eller en time'.

Men hvor er han så? Hele verden venter på svaret.