En amerikansk retsreporter fik forleden følgende besked, da hun skulle overvære en henrettelse: 'Din nederdel er for kort!'

Det bizarre optrin udspillede sig i sydstaten Alabama, hvor Ivana Hrynkiw Shatara fik at vide, at hendes nederdel simpelthen var for upassende til at overvære henrettelsen af morderen Joe Nathan James.

Shatara, der har dækket andre henrettelser i samme beklædning i årevis, blev rystet over meldingen, men valgte at låne et par waders af en fotograf fra en tv-station i Birmingham.

Men det var ikke nok for fængselspolitiet.

Derefter var det skoene, der var for upassende for personalet i sydstatsfængslet. Shataras sko var højhælede, men heldigvis havde hun et par nye tennissko liggende i sin bil.

Derefter blev hendes påklædning godkendt til at overvære henrettelsen.

Efterfølgende har Shatara fortalt New York Post, at hendes nederdal gik til knap fire centimeter over knæet. Hendes arbejdsgiver, Alabama Media Group, har nu sendt en klage til Alabama Department of Corrections.

»I det sidste årti, hvor jeg har dækket henrettelser, har der aldrig været dresscode,« siger hun til New York Post.

Efterfølgende delte hun et tweet om oplevelsen.

'Det var pinligt, at der blev stillet spørgsmålstegn ved min krop og min påklædning i et lokale med mennesker, jeg aldrig havde mødt. Da jeg kunne sidde ned, rødmede jeg, men jeg udførte mit job. Som vi kvinder ofte gør,' skriver hun på Twitter.

Joe Nathan James blev henrettet med en dødelig indsprøjtning efter at være blevet dømt for at myrde sin 26-årige ekskæreste, Faith Hall, i 1994.

Staten Alabama har henrettet 61 mennesker siden 1976.

Det er dog intet i forhold til Texas. 563 mennesker er blevet henrettet siden 1976 i 'the lonestar state'.