Et barn er i kritisk tilstand efter et stort jordskælv nord for den kroatiske hovedstad, Zagreb.

Det oplyser Zagrebs institut for akutmedicin søndag formiddag.

Instituttet havde i første omgang meddelt, at en 15-årig havde mistet livet i det voldsomme skælv. Kort tid senere er det dog blevet korrigeret.

Der er dermed hidtil ingen meldinger om omkomne.

Jordskælvet havde en beregnet styrke på 5,3. Billeder fra det ramte område viser, at flere bygninger er blevet ødelagt, og at mange mennesker er sendt ud i gaderne. Derudover er en del biler blevet begravet i murbrokker.

Jordskælvet havde ifølge myndighederne en dybde på ti kilometer.

Først beregnede man skælvets styrke til 6,0. Det blev dog justeret ned til 5,3.

Ifølge Reuters kunne jordskælvet mærkes på tværs af det vestlige Balkan.

- Det varede i over ti sekunder. Det er med afstand det stærkeste, jeg nogensinde har oplevet, fortæller et øjenvidne til Reuters og tilføjer, at skælvet blev fulgt op af flere efterskælv.

Ifølge det europæiske seismologiske center EMSC var der tale om et skælv med en styrke på 5,3 efterfulgt af et skælv med en styrke på 5,1.

Kroatiens indenrigsminister, Davor Bozinovic, har på Twitter opfordret folk i gaderne til at holde afstand fra hinanden på grund af coronasituationen.

Ved at holde afstand håber ministeren, at man kan mindste muligheden for at det smitsomme virus bliver spredt.

Indtil videre har Kroatien oplyst om 206 tilfælde med personer, der er smittet med coronavirus. Landet har haft ét dødsfald relateret til virusset.

/ritzau/