Britiske Liberale Demokrater løber overbevisende med mandat i valgkreds, der plejer at være konservativ.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, har lidt et ydmygende nederlag, efter at hans Konservative Parti har tabt et suppleringsvalg i udkanten af London til De Liberale Demokrater - kun få kilometer fra hans egen valgkreds.

Siden valgkredsen Chesham and Amersham blev indstiftet i 1974, har den ellers givet De Konservative et sikkert mandat i parlamentet. Altid med mere end 50 procent af stemmerne.

Men ved torsdagens suppleringsvalg ramte De Konservative muren - og på en måde, der kan varsle flere problemer for Johnson.

Sarah Green fra det proeuropæiske liberale parti har sikret sig langt over 21.000 stemmer mod knap 13.500 stemmer til den konservative kandidat, Peter Fleet. Det viser optællingen fredag morgen.

- Det er hårdt og skuffende, siger den konservative viceindenrigsminister Kit Malthouse til Sky News.

Valgeksperter peger på, at Johnson i sin iver på at vinde det nordlige England fra Labour med brexit har glemt nogle traditionelle vælgere i sin egen baghave. De ser ikke længere hans politik som nogen gave.

/ritzau/Reuters