Havde det ikke være for norske Johan Staffs hurtige reaktion, så havde han og nevøen Valdemar formentlig ikke været her i dag.

Torsdag morgen var 54-årige Johan Staff nemlig på vej på arbejde med sin 13 år gamle nevø Valdemar, da en lastbil var ved at pløje ind i hans bil.

Som du kan se i videoen i toppen af artiklen, var det kun ganske få centimeter fra at gå grueligt galt. I foruden har Johan Staff nemlig installeret et såkaldt dashcam, der filmer kørslen, og det fangede hele hændelsen.

»Hvis lastvognen havde ramt os, så havde det været grusomt. Sådanne køretøjer bør måske være trænet i at køre under sådanne forhold,« lyder det fra Johan Staff til B.T. om hændelsen, der skete på vejen E8 mod Tromsø, Norge.

På passagersædet sad 13-årige Valdemar, og han sov heldigvis, da ulykken var tæt på at indtræffe.

»Det gik så hurtigt. Han vågnede først, da vi havde passeret. Men han var da chokeret, da han så videoen efterfølgende,« fortæller Johan Staff.

Ifølge TV 2 Norge ankom politiet efterfølgende til ulykkesstedet, og føreren af lastbilen blev kørt til nærmeste politistation for at få taget blodprøver, der kunne afgøre, om han havde alkohol i blodet.

»Der er blevet oprettet en sag om hændelsen, så det er op til at advokaten at vurdere, hvad der skal ske nu,« lyder det fra Kåre Munkvold, der er operationschef ved Troms politidistrikt, til TV 2 Norge.