Jørgen Leth har været tilbage i helvede. Det ligger i Caribien, nærmere bestemt Haiti.

For første gang siden jordskælvet vendte han i december tilbage for at gense sit sammenstyrtede hus og medarbejdere i det land, han elsker.

- Det var en emotionel, stærk oplevelse, det må jeg sige. Jeg græd flere gange, da jeg så, hvor rædselsfuldt folk i et år har boet i teltlejre, siger Jørgen Leth til B.T.

Han boede i Haiti i 20 år og rapporterede som journalist flittigt igennem årerne fra landet, der er det fattigste på den nordlige halvkugle.

- Det ryster mig at se kontrasten mellem teltlejren og præsidentpaladset, der ligger lige overfor. At de så trodsigt har slået den op der, fordi man ikke skal glemme dem, siger Jørgen Leth.

Føler, de bliver glemt

- Haitianerne føler jo, at de bliver glemt, og at hjælpen ikke kommer frem. Alle de penge, de er blevet lovet. Det er som om, folk glemmer dem. Det er deres følelse, og det gør stærkt indtryk på mig.

Hans første gensyn med Haiti siden jordskælvet blev også første gensyn med huset, hvor hans tidligere medarbejdere stadig bor. Glæden var stor ved gensynet.

- De savner mig, jeg savner dem, jeg savner mit liv i Haiti. Det må jeg sige, det gør jeg sgu. Men det kan jo ikke genetableres sådan lige uden videre, siger Jørgen Leth.

- Jeg har tilbragt al min tid sammen med dem og grint meget sammen med dem, og det kan de heldigvis stadigvæk.

Det er det gode ved Haiti. De har utroligt meget overskud, og det glæder mig så meget. Det er lyspunktet ved al elendigheden. At de har overlevelseevnen, at de har det gode humør.