USAs præsident, Joe Biden, siger fredag, at han har besluttet sig for at genopstille til præsidentvalget i 2024.

Præsidenten siger videre, at han »relativt snart« formelt vil offentliggøre sit kandidatur.

Meldingen fra Biden kommer, da han fredag forlader Irland. Præsidenten har i denne uge besøgt Nordirland og Irland for at markere 25-års-jubilæet for Langfredagsaftalen.

»Vi annoncerer det relativt snart. Men denne tur har bare forstærket min følelse af optimisme omkring, hvad der kan gøres,« siger præsidenten til fremmødte journalister i Dublin

»Jeg har sagt til jer, at min plan er at stille op igen.«

Biden har længe sagt, at han har planer om at genopstille, men manglen på en officiel erklæring har skabt nervøsitet blandt hans støtter.

De er usikre på, om den 80-årige demokrat virkelig er klar til fire år mere.

Bag scenerne er hans hold dog allerede begyndt at tage de første skridt for at stable en kampagne på benene.

Med fredagens udmelding fra præsidenten er der mulighed for, at kandidaterne til præsidentposten ved valget i 2024 bliver de samme som ved valget i 2020.

USAs tidligere præsident Donald Trump har således annonceret, at han vil forsøge at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Andre republikanere har også meldt sig, men Trump er den mest populære blandt republikanske vælgere, viser meningsmålinger.

Det ventes, at sloganet for Bidens kampagne kommer til at være 'Gør jobbet færdigt'. Bidens første præsidentperiode har indeholdt flere politiske sejre. Heriblandt milliarder af dollar til at tackle coronapandemien og til ny infrastruktur.

Bidens høje alder gør hans kampagne for at blive genvalgt historisk og til lidt af et sats for Det Demokratiske Parti. Partiet står over for en hård kamp for at bevare magten i Senatet, mens det skal forsøge at genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus.

Omkring 40 procent af amerikanerne er tilfredse med Bidens indsats som præsident.

Bliver han genvalgt, vil han være 86 år, når hans anden præsidentperiode slutter. Det er ni år ældre end gennemsnitslevealderen for en amerikansk mand.

Lægen i Det Hvide Hus konstaterede i februar, at Biden, der ikke drikker alkohol og motionerer fem gange om ugen, fortsat er egnet til at udføre jobbet som USAs præsident.

Dengang blev præsidenten omtalt som »sund og energisk« og som værende »i stand til at udføre sine opgaver som præsident til fulde«.

/ritzau/Reuters