Filmen "I'm Still Here" er rent snyd. Hollywoodstjernen Joaquin Phoenix lod som om, han forlod sin skuespilskarriere for at blive en verdensfjern rapper.

Filminstruktøren og skuespilleren Casey Affleck, der står bag filmen "I'm Still Here", hvor stjernen Joaquin Phoenix forsøger at slå igennem som rapper og vælter sig i narko, sprut og kvinder, siger nu, at den såkaldte dokumentar er rent snyd.

- Det er en fantastisk præstation. Den største i hans karriere, siger Affleck til avisen New York Times.

Særligt et interview fra 2009 med Phoenix i "Late Show" med David Letterman har skabt tvivl om, hvorvidt skuespilleren var ude i en slags personlig krise eller gjorde grin med alle.

Den langskæggede og usoignerede Phoenix virkede fraværende og mentalt ubalanceret i den legendariske tv-optræden. Interviewet slutter med, at Letterman sarkastisk kommenterer Phoenix mentale tilstand.

- Joaquin, jeg er ked af, at du ikke kunne være her i aften, siger han.

Det er ikke kun Phoenix, som lægger sig ud med virkeligheden i Afflecks film. Stjernens agent indlod sig også på spøgen. Desuden er mange af filmens andre karakterer skuespillere.

Affleck siger dog, at han ikke havde som mål med filmen at snyde nogen.

- Jeg har aldrig ønsket at snyde nogen, siger han og tilføjer, at filmen i sig selv aldrig afslører sin uægthed.

- Der er ikke noget tegn, siger han.

Phoenix er kendt for blandt andet sin rolle som countrysangeren Johnny Cash i filmen "Walk the line".

/ritzau/