Lyt til artiklen

Mandag aften kom nyheden. Bergur Løkke Rasmussen, søn af Lars Løkke Rasmussen, skifter parti fra Venstre til Moderaterne.

Det er faktisk mere overraskende, end man lige skulle tro. Det forklarer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»Det er super ærgerligt for Venstre. Bergur har tidligere været meget klar i mælet om, at han ikke ville skifte. Så derfor blev jeg faktisk en smule overrasket, da jeg hørte det,« siger Joachim B. Olsen.

»Det er altid ærgerligt for et parti at miste et parlamentsmedlem, men for Venstre var det rart fortsat at have en med Løkke-navnet i partiet. Det gav opmærksomhed, selvom han ikke sidder på et afgørende mandat eller en vigtig ordførerpost,« siger Joachim B. Olsen.

Bergur Løkke Rasmussen sad inden skiftet i Europa-Parlamentet og i regionsrådet i Region Hovedstaden for Venstre.

Det vil han med skiftet så gøre for Moderaterne i fremtiden.

Det var på Facebook mandag aften, at Bergur Løkke Rasmussen offentliggjorde sit skifte.

Det gjorde han blandt andet med følgende ord:

'Dette er ikke et fravalg af Venstre, men et tilvalg af Moderaterne,' skrev han og uddybede:

'Jeg har ikke fundamentalt ændret mig, men igennem mit nye virke taget et seriøst blik på mine grundværdier og har konstateret, at jeg passer bedre hos Moderaterne.'

For Joachim B. Olsen handler det her skifte naturligvis om, at Bergur Løkke Rasmussens far er formand og stifter af Moderaterne.

Men også noget andet, der er mindst lige så vigtigt.

»Moderaterne er det mindst overraskende, han kunne skifte til, når man tænker på de familiære forhold. Og så er det vigtigt at bemærke, at Bergur formentlig bliver spidskandidat hos Moderaterne. Det var ikke nødvendigvis tilfældet hos Venstre. Det er en vigtig pointe at få med,« siger Joachim B. Olsen.

Det er ikke altid, partiskiftende politikere bliver specielt godt modtaget af offentligheden.

Men lige her vil det formentlig ikke være et problem, mener Joachim B. Olsen.

»Mon ikke han bliver tilgivet for det her skifte,« siger han.