Søndag blev Xi Jinping igen udpeget som generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti.

Og i kølvandet af det faldt kinesiske aktier, der er noteret i USA, drastisk.

Det skriver mediet CNBC, der understreger, at Nasdaq Golden Dragon-indekset har fået sig noget af en mavepuster dagen derpå.

Eksempelvis har Baidu, den kinesiske pendant til Google, tabt 17,4 procent.

JD.com, eller Jingdong, som er en kinesisk e-handelsvirksomhed, har tabt 16,8 procent.

Alibaba, der betragtes som Kinas største internet-handelskoncern, er dykket med 14,6 procent.

Ifølge politiske kommentatorer har Xi Jinping skabt en 'kernekreds' i Kina, som nu udelukkende består af af Xi-loyalister.

At Xi Jinping nu har taget et strammere greb om magten, gør det usandsynligt, at nogen vil udfordre politiske fejl, som Xi begår. Og det fører til dystre økonomiske udsigter for landet, mener Xin Sun, lektor i kinesisk og østasiatisk økonomi ved King’s College London:

»Nu hvor den nye komité i Politbureauet er spækket med Xis egne, bliver det klart, at ingen anden politisk elite tør udfordre hans politiske fejltagelser eller endda afvige lidt fra hans foretrukne politiske dagsorden... Hvilket fører til ekstremt dystre økonomiske udsigter,« sagde Sun til CNBC.

Ifølge MarketWire er indekset faldet med 51,5 procent fra starten af året. Mandag faldt det med 18,3 procent.