Jimmy Carter er døende, men han har det godt.

De seneste tre måneder har den tidligere amerikanske præsident modtaget hospicebehandling i sit hjem i den lille by Plains i staten Georgia.

Her opholder den 98-årige Carter sig med sin 95-årige hustru, Rosalynn Carter, og de får jævnligt besøg af familien.

Barnebarnet Jason Carter fortæller til The Associated Press, at ekspræsidenten er i godt humør og stadig nøje følger med i arbejdet i organisationen The Carter Center.

Jimmy Carter og hans kone Rosalynn Carter fotograferet til et julebal i Det Hvide Hus i 1978. (Arkivfoto)
Jimmy Carter og hans kone Rosalynn Carter fotograferet til et julebal i Det Hvide Hus i 1978. (Arkivfoto) Foto: Ira Schwarz
Vis mere

»De ses bare med familien nu, men de har det på den bedst mulige måde: De to sammen derhjemme,« fortæller sønnesønnen og tilføjer:

»De har været sammen i over 70 år. De ved også, at det ikke er noget, de selv er herre over,« siger Jason Carter med henvisning til bedsteforældrenes stærke kristne overbevisning.

»Deres tro giver dem virkelig ro i dette øjeblik. På den måde er det, så godt som det kan blive.«

Den tidligere peanutfarmer nyder også en is i ny og næ, afslører barnebarnet, og den skal naturligvis helst være med jordnøddesmag.

Jason Carter fotograferet med sin berømte bedstefar tilbage i 2014, da barnebarnet stillede op til guvernørvalget i Georiga. (Arkivfoto)
Jason Carter fotograferet med sin berømte bedstefar tilbage i 2014, da barnebarnet stillede op til guvernørvalget i Georiga. (Arkivfoto) Foto: David Goldman
Vis mere

I 2015 fik Jimmy Carter konstateret en sjælden kræftform i hjernen. Kort forinden var han blevet opereret for kræft i leveren, og kræften havde spredt sig flere steder i kroppen.

»Jeg har haft et vidunderligt liv. Jeg har haft tusindvis af venner, og jeg har haft et spændende, eventyrligt og glædeligt liv,« sagde han dengang.

Carter modtog strålebehandling og fik også et nyt medikament, og senere samme år viste en scanning, at kræftsygdommen var væk.

Det var helt tilbage i 1970erne, at Jimmy Carter var demokratisk præsident. Nærmere bestemt fra 1977 til 81. Og selvom han bestemt ikke var populær, mens han sad på posten, har han opnået stigende respekt i løbet af sit lange otium.

Rosalynn og Jimmy Carter fotograferet i 2015. (Arkivfoto)
Rosalynn og Jimmy Carter fotograferet i 2015. (Arkivfoto) Foto: KEVIN C. COX
Vis mere

Hans præsidentperiode huskes mest for besættelsen af USAs ambassade i Teheran, som stadig var på sit højeste under det amerikanske præsidentvalg i november 1980. Her løb republikanernes kandidat, Ronald Reagan, med sejren, og Carter måtte forlade posten efter kun en enkelt valgperiode.

Siden har Jimmy Carter været stærkt involveret i mægling i forskellige konflikter, humanitært arbejde og arbejdet for menneskerettigheder.

Sammen med hustruen oprettede han fredscenteret The Carter Center i 1982, som arbejder for at bekæmpe fattigdom, sult og global konflikt.

I 2002 fik han Nobels Fredspris for sit mangeårige arbejde for en bedre verden.