Søndag morgen måtte Jens Olsen sige farvel til sine to kærester, Donna og Norma, da de pakkede kufferten og rejste fra Florida til New York.

Her skal de to kvinder hjælpe til på et hospital i storbyen i USA, der kæmper en brav kamp mod coronavirussen.

Dag for dag konstateres mere end 10.000 smittetilfælde i 'frihedens land', og eksperter spår, at man vil ende ud med astronomiske dødstal som resultat af den verdensomspændende virus.

Frygten for det scenarie kan Jens Olsen mærke i sin dagligdag.

Danskeren er nemlig bosat i det nordlige Florida, hvor han til daglig lever i et polyamorøst forhold med sine to kærester, Donna og Norma.

Jens med sine to koner.
Jens med sine to koner.
Vis mere

Donna er registreret som såkaldt 'rejsesygeplejerske' og modtog i slutningen af sidste uge et opkald om, at der var brug for hendes hjælp i New York, og så kunne Norma lige så godt også hjælpe.

Staten New York er nemlig epicenter for coronavirussen i USA med intet mindre end 33.066 smittetilfælde ud af landets samlede total på 68.508.

Allerede nu meldes der om uhyggelige tilstande i staten, og på bare ét hospital, Elmhurst Hospital, døde der i løbet af 24 timer 13 personer.

Derfor tog Jens også en alvorlig snak med sine to kærester, før de rejste nordpå.

»Vi snakkede om, at de skulle passe på, men det er en mission for dem at være sygeplejerske og tage sig af syge patienter, så de skal nok tænke sig om,« fortæller Jens Olsen til B.T.

Nu sidder danskeren alene i et kæmpe hus, mens han på gaderne, de sociale medier og i tv kan observere et land, der er ved at forberede sig på det værste scenarie.

»Folk er meget bekymrede, for vi har fulgt med i de europæiske lande, og vi ved, at vi er et par uger efter. Så ingen ved, hvor galt det kan gå, og det kan man mærke,« siger han.

Og hvordan kan man så mærke det?

Man kan starte med at se på supermarkedshylderne.

I et supermarked som WallMart, hvor hylderne altid er fyldt op til randen, kan man ikke følge med.

Hver morgen er supermarkedet tæt på Jens fyldt op med toiletpapir, konserves og brød, men skruer du tiden et par timer frem, vil du finde tomme hylder ved disse varegrupper.

Kødhylderne er tomme.
Kødhylderne er tomme. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Amerikanerne hamstrer voldsomt meget, og de forbereder sig på det værste,« siger Jens.

Men så er der også dem, der i lang tid ikke har taget situationen seriøst og muligvis har været med til at sprede smitten i landet.

Donald Trump har nemlig i lang tid affejet coronavirussen som noget, der ikke skulle tages synderligt seriøst, og for mange amerikanere er præsidentens ord lig med den komplette sandhed.

»Amerikanerne opsøger ikke selv information. Jeg kan se, at mange af dem, som jeg taler med, er uhyggeligt uvidende. Hvis Trump siger, at virussen ikke er noget specielt, så er den ikke noget specielt – sådan tænker de,« fortæller Jens.

I takt med, at smitteantallet er steget i landet, har Trump dog iværtsat flere tiltag, og nu har frygten spredt sig til hele befolkningen.

Og frygten handler ikke kun om det helbredsmæssige.

»Det kan gå meget galt i USA på grund af både sundhedsforsikringer og sygedagpenge. En del er allerede blevet fyret fra deres job, og de har derfor også mistet deres sundhedsforsikring,« fortæller Jens.

Derfor skal de ud for at tegne en ny, og den kan være exceptionelt dyr.

Men bliver de ramt af coronavirussen og skal behandles på et hospital, er det en langt dyrere fornøjelse.

Med andre ord: Mange amerikanere vil blive ramt af virussen uden at have råd til behandling.

Og med andre ord igen: Mange amerikanere vil skulle håbe på, at deres krop kan bekæmpe virussen – ellers vil de dø i deres hjem.

»Man er klar over problemerne i sundhedssystemet, og mange personer lever fra lønseddel til lønseddel, så når der ikke er noget sikkerhedsnet, er man ikke godt stillet,« siger Jens og fortsætter:

»Derfor er folk sgu bekymrede. De ved, at det kan ende voldsomt galt. Den måde, som regeringen og Trump har håndteret det på, hvor de har nedgjort risikoen, har ikke været smart. Man har ikke taget det seriøst nok. Og nu nærmer vi os så dommedag.«

Selv tager han det med ophøjet ro, fordi han – i modsætning til mange af medborgerne – har læst særdeles godt op på virussen og ved, hvordan han skal forholde sig.

I hele Florida er 1.965 smittede, men i den lille by Ocala, som Jens bor i, har man 'kun' fire tilfælde.

Torsdag nåede det samlede dødstal efter coronavirussen dog op på over 1.000 personer i USA, men skal man tro eksperters forudsigelser, vil der i alt kunne dø helt op til én million amerikanere.