Donald Trump afgiver tidlig stemme ved præsidentvalg i sin officielle hjemstat Florida.

Florida har lørdag åbnet for tidlig stemmeafgivning op til valget i USA 3. november, og en af de første til at afgive sin stemme var præsident Donald Trump.

Det skete, før han senere lørdag deltager i flere stor valgmøder rundt i landet.

Præsidenten afgav sin stemme på et bibliotek i Palm Beach, der fungerer som valgsted. Trump har et hjem i Florida og har sin hjemmeadresse registreret i staten.

- Jeg stemte på en fyr, der kalder sig Trump, sagde han med et smil efter at have stemt.

Næsten 55 millioner amerikanere har allerede forhåndsstemt eller afgivet deres brevstemme. Det skyldes blandt andet, at mange frygter at blive smittet med covid-19, hvis de møder op på valgstederne 3. november.

Her er der ud over præsidentvalg også valg til Kongressen og en lang række lokale valg rundt om i USA.

Der gættes på, at det bliver den største stemmedeltagelse i over 100 år. Mange vælgere anser opgøret mellem Trump og den demokratiske modstander, Joe Biden, som et valg, der kan sætte retningen for USA i mange år fremover.

Trump var tidligere registreret som hjemmehørende i New York, hvor han er født. Men blandt andet foranlediget af, at anklagemyndigheden i New York kører en skattesag mod ham, valgte han sidste år at flytte sin adresse til luksushotellet Mar-a-Largo i Florida, som han ejer.

- Jeg er blevet behandlet meget dårligt af de politiske ledere i både byen og staten. Kun få er blevet behandlet værre, sagde han dengang om myndighederne New York.

Trump har tidligere gentagne gang advaret om, at der vil blive begået svindel med de brevstemmer, der bliver afgivet før valgdagen. Altså de stemmer, der ryger i postkassen og tælles op på valgdagen.

Nationale meningsmålinger viser, at Biden fører. Men opgøret er tæt i Florida og flere andre svingstater.

- Det var en meget sikker stemmeafgivning, siger han efter at have stemt i Palm Beach.

- Meget mere sikker, end når du sender din valgseddel (med posten red.), påpeger han.

Brevstemmer udgør kun en lille del af de stemmer, der afgives på forhånd.

/ritzau/