I det seneste års tid har en japansk prinsesse boet i England, hvor hun har studeret kunst. Nu har hun stået frem og fortalt om sine oplevelser.

Du har formentlig aldrig hørt om hende, men ikke desto mindre er kvinden på billederne barnebarn til den japanske kejser og dermed japansk prinsesse.

Mako af Akishino har studeret ved the University of Leicester i England i et års tid. Det har hun dog gjort under dække, som en helt normal studerende - på samme måde som vores egen kronprins Frederik gjorde i 1992-93, da han læste statskundskab på Harvard i USA. De eneste, der kunne identificere hende, var andre japanske udvekslingsstuderende, men som af ren høflighed ikke sagde noget til den britiske sladderpresse. Det skriver blandt andet the Independent.

Men nu har den 23-årige prinsesse Mako fået sin kandidatgrad, og derfor valgte hun at stå frem ved et lille pressemøde på universitetet, hvor kun få inviterede medier var til stede.

»Det var en god oplevelse,« lød det fåmælt fra prinsessen, da en japansk fotograf spurgte hende om oplevelsen - trods anvisninger om det modsatte.

Og den unge prinsesse har tilsyneladende imponeret på universitetet. Kursusleder og adjunkt ved universitetet Simon Knell fortæller her om sit indtryk af Mako.

»Hun var en fantastisk studerende. Man ønsker sig jo, at alle studerende er høflige og engagerede. Hun er beskeden og meget venlig. Hun er en rigtigt rar person,« siger Simon Knell og fortæller, hvor glad han har været for at møde prinsessen.