Lyt til artiklen

Den øverste chef for politiet i Japan går af.

Itaru Nakamura tager konsekvensen af, at det lykkedes en attentatmand at komme tæt på og dræbe Japans tidligere premierminister Shinzo Abe i sidste måned.

Det skriver Associated Press.

Det var 8. juli, hvor 41-årige Tetsuya Yamagami ubesværet trådte frem bag Shinzo Abe og affyrede to skud fra en hjemmelavet pistol.

Det sidste af de to skud dræbte Shinzo Abe.

Den nationale politichef i Japan, Itaru Nakamura, har torsdag på et pressemøde meddelt sin afgang. - Foto: Hiroto Sekiguchi/Ritzau Scanpix
Den nationale politichef i Japan, Itaru Nakamura, har torsdag på et pressemøde meddelt sin afgang. - Foto: Hiroto Sekiguchi/Ritzau Scanpix
Vis mere

Politiets efterfølgende rapport om attentatet fandt, at det var huller i politiets sikkerhedsindsats, som gjorde det muligt for Tetsuya Yamagami at udføre sin gerning.

Motivet var, har politiet efterfølgende forklaret, at Shinzo Abe var tilknyttet en religiøs organisation, som den mistænkte gerningsmand hadede.

Itaru Nakamura har endnu ikke sat dato på sin opsigelse.