I Japan har man en benhård våbenlovgivning, der gør, at trods 127 millioner indbyggere, så hører et skuddrab til sjældenhederne.

Det har derfor chokeret landet, at der torsdag var et usædvanligt skud- og knivangreb.

Det skriver CNN.

Nakano City Police modtog torsdag eftermiddag en anmeldelse om, at en mand havde stukket en kvinde ned.

Da politiet ankom til gerningsstedet begyndte den mistænkte mand at affyre skud med, hvad der lignede en jagtriffel. Han nåede at ramme fire mennesker, før han barrikaderede sig selv inde i en bygning.

Japansk politi har fredag anholdt en person. Personen, der er mistænkt for at dræbe fire personer, herunder to politibetjente, med kniv og skydevåben, oplyser japanske myndigheder.

Manden er blevet anholdt uden for en landejendom nær byen Nakano i Nagano-regionen i det centrale Japan omkring klokken 04.30 fredag lokal tid. Han havde barrikaderet sig i ejendommen.

Kvinden, der blev stukket ned, blev omgående bragt på hospitalet, hvor hun senere blev erklæret død.

NHK kunne senere fortælle, at to politimænd på 46 og 61 år senere døde af deres kvæstelser fra skyderiet.

Derudover er der meldinger om, at endnu en person har fået skader fra skyderiet

Den mistænkte gerningsmand var iført en camouflage farvet tøj, solbriller og en maske.

Det lokale politi har opfordret borgerne i Nakano til at opholde sig indendørs, mens politiet har lavet en 'evakuerings zone', der har en radius på 300 meter rundt om gerningsstedet.

Japan er et af de lande i verden med færrest skuddrab, men i juli 2022 chokerede det verden, da landets længst siddende premierminister, Shinzo Abe, blev skudt og dræbt.

I 2022 var der ellers kun rapporteret ni episoder, hvor der var involveret skudvåben.