Frygten for at krigen kan bryde ud når som helst fylder i hver en sætning.

Dansk-kurdiske Jan Mohammads familie og venner bor i det nordlige Syrien, hvor kolonner af tyrkiske styrker lige nu er kørt i stilling.

Han taler med dem hver time og følger samtidig nyhedstrømmen for opdateringer om situationen, der stadig er uklar.

»Alle er bange for, at der kommer krig. De frygter at miste deres hjem og liv. Hvis tyrkerner krydser grænsen, så.....«

Dansk-kurdiske Jan Mohammad flygtede fra det nordlige Syrien i 2009. Han har stadig familie og venner i provinsen, som støder op mod Tyrkiet.
Dansk-kurdiske Jan Mohammad flygtede fra det nordlige Syrien i 2009. Han har stadig familie og venner i provinsen, som støder op mod Tyrkiet.
Vis mere

Jan, jeg bliver nødt til at afbryde dig. Det forlyder lige nu fra ét medie, at tyrkiske styrker netop skulle have krydset grænsen til Syrien.

I den anden ende af telefonen bliver Jan Mohammad helt stille. Han har boet størstedelen af sit liv i byen Qamishli ved den tyrkiske grænse.

»Det er forfærdeligt. Et mareridt. Jeg frygter det værste for min familie og venner lige nu Jeg bliver nødt til at lægge på og læse nyhederne,« siger han.

Selvom han er over 3.500 kilometer væk, så er optrapningen af konflikten mellem Tyrkiet og kurderne i det nordlige Syrien helt tæt på ham.

Tyrkiske styrker kører mod grænsen til Syrien nær Akcakale i Sanliurfa-provinsen tirsdag nat. AFP.
Tyrkiske styrker kører mod grænsen til Syrien nær Akcakale i Sanliurfa-provinsen tirsdag nat. AFP. Foto: BULENT KILIC
Vis mere

Han flygtede som menneskerettighedsaktivist fra det syriske regime i 2009 og har siden boet i Danmark. Men Qamishli er stadig hans hjem.

Elitesoldater og kolonner af pansrede køretøjer har i løbet af natten været i bevægelse mod positioner nær Syrien.

Nogle medier såsom Bloomberg melder, at de allerede har krydset grænsen, mens andre fastholder, at det 'snart' vil ske.

Målet er officielt at angribe de kurdiske militser og sikre en såkaldt sikkerhedszone mellem Tyrkiet og Syrien. Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan har planer om et 30 kilometer bredt og knap 500 kilometer langt bælte, der kan skabe afstand til det, som han opfatter som kurdiske terrorister.

Samtidig er det også hensigten at flytte mange af de 3,6 millioner syriske flygtninge, som lige nu opholder sig i Tyrkiet.

Mandag har Erdogan sagt, at en militær operation kan blive indledt »uden varsel«.

Det bliver dog ikke uden modstand, mener 35-årige Jan Mohammad, der arbejder som financial controller.

»Tyrkiet vil møde en stærk modstand fra kurderne, som vil forsvare sig selv. Det bliver ikke nemt for dem.. min gud.. det kan blive frygteligt det her.«

Her ses den tyrkiske side af den syriske grænse.
Her ses den tyrkiske side af den syriske grænse. Foto: BULENT KILIC
Vis mere

Lederen af den amerikansk-støttede militia i Syrien har også udtalt, at de vil angribe de tyrkiske styrker, hvis de krydser grænsen.

»Vi vil gøre modstand,« siger Mazlum Kobani, der står i spidsen for den kurdisk-styrede milits, til New York Times.

»Vi har været i krig i syv år, så vi kan fortsætte krigen i syv år mere.«

Hastemøde på Christiansborg

Mandag besluttede Donald Trump, at amerikanske tropper i grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet skal hjem.

USA's militære tilstedeværelse med omkring 1.000 soldater har indtil nu sikret en balance og fred i konflikzonen.

Den varslede invasion af det nordlige Syrian fra Tyrkiet har fået det Udenrigspolitiske Nævn i Danmark til at indkalde til hastemøde, som finder finder sted i dag på Christiansborg.

Her vil politikerne diskutere nødvendigheden af international indgriben samt vende sikkerhedssituationen, da konflikten blandt andet kan få betydning for de tusindvis af fanger fra Islamisk Stat, som kurderne lige nu kontrollerer i lejre i regionen.

»Helt katastrofalt. Erdogan og Trump har snakket i telefon, og lavet en deal, der kan ødelægge vores kurdiske allierede og betyde tusindvis af IS fanger lukket direkte ud på gaden. Har hasteindkaldt Udenrigspolitisk Nævn. DK må ikke tillade det,« skrev Eva Flyvholm fra Enhedslisten på Twitter i mandags.

Foran Christiansborg demonstrerer den kurdiske organisation, Rojava Alliancen, mod Tyrkiets militære offensiv.