Så heldig har man næsten ikke lov til at være, ville mange nok tænke.

Som blot 17-årig vandt skotske Jane Park en million pund i lotto - første gang hun overhovedet købte en kupon. Men som så mange andre britiske lotto-millionærer har de mange penge ikke vist sig at være lykken for den i dag 21-årige kvinde. Tværtimod.

Efter at have vundet de omkring ni millioner kroner i 2013, begyndte Jane Park at leve det søde liv, som så mange drømmer om. Hun købte et hus med tre soveværelser i en fashionabel forstad til sin hjemby Edinburgh, begavede sig selv med lækre designer-håndtasker, tog på ferier til sydens sol og brugte 39.000 kroner på en brystforstørrende operation, skriver Daily Record.

Lotto-lykken skulle imidlertid være kort for Jane Park. Først blev hun knaldet for spritkørsel, og nu flytter hun tilbage til sin mor - efter at have falbudt inventaret i sit luksushus til spotpris - via Facebook.

'Er nogen interesseret? Skriv til mig,' skrev hun til opslaget.

'Til alle, der har skrevet en mail, 150 for bordet og stolene og 80 for tv'et. Det skal afhentes før fredag,' skriver Jane Park i en kommentar til opslaget.

Og der var god grund til, at hun havde så travlt med at få afhændet sine møbler. Blot tre dage senere, den 16. december sidste år, solgte hun huset i Corporal John Shaw Court tæt på golfbanen Royal Musselbergh for omkring 1,6 millioner kroner. Luksuslivet i den fashionable forstad viste sig nemlig slet ikke at være lykken for Jane Park. Ifølge Daily Record endte hun at føle sig ensom i det store hus, som hun havde lejet huset ud i et stykke tid, før det blev afhændet permanent kort før jul.

»Jane har et stærkt hold af økonomiske rådgivere, som hjælper hende med at varetage sine investeringer på kløgtig vis. Af og til vil det betyde, at der skal frigøres penge fra en profitabel investering, så hun kan geninvestere dem i større projekter,« lyder den lidt kryptiske forklaring på hussalget fra Jane Parks talsmand over for Daily Record.

Senere på ugen skal den 21-årige lotto-millionær møde op i retten i Edinburgh. Hun er anklaget for at have kørt spritkørsel igennem en McDrive. Retssagen har været noget kaotisk, da de overvågningsbilleder, som i første omgang havde fanget hende på fersk gerning, tilsyneladende er blevet ødelagt. Jane Park nægter sig skyldig i sagen.

Den 21-årige lotto-millionærs kvaler er bestemt ikke noget særsyn. Adskillige britiske lotto-millionærer har måttet sande, at pengene ikke har ført andet end problemer og ulykke med sig.

Det gælder blandt mange andre for Gillian Bayford. Den skotske kvinde vandt sammen med sin mand Adrian hele 1,4 milliarder kroner i EuroMillions i august 2012 vandt. Men kæmpegevinsten - den næststørste i Storbritanniens historie - har siden redet Gillian Bayford som en mare.

Først blev hun og Adrian skilt på grund af den omvæltning, deres liv pludselig tog, da de blev milliardærer, og siden kom 43-årige Gillian Bayford på kant med sine forældre og broren Colin, som hun end ikke er på talefod med længere. Gillian Bayford påstår at have givet dem 190 millioner kroner og betalte deres enorme gæld, men alligevel forlanger den 'grådige' familie, at hun igen og igen åbner op for pengetanken, når de har brug for mere - selvom de ikke vil kendes ved hende, lyder hendes benhårde kritik. Det kan du læse meget mere om her.