50 migranter er havnet i centrum af et storpolitisk spil i USA. Midt i en valgkamp.

»Det er møgbeskidt, men det er effektivt,« konstaterer B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg om sagen.

De 50 migranter fra Venezuela er nemlig blevet fløjet til den eksklusive ferieø Martha's Vineyard på USAs østkyst på foranledning af myndighederne i Texas og Florida.

Det er nemlig den republikanske guvernør i Florida, Ron DeSantis, som står bag flyet med venezuelanere til Martha's Vineyard. Han har i hvert fald taget æren.

Jakob Illeborg, journalist.
Jakob Illeborg, journalist. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Ron DeSantis har desuden været medvirkende til, at flere sydlige stater i de seneste uger har kørt busser fyldt med mellemamerikanske flygtninge til adskillige af Demokraternes højborge og sat dem af midt i Washington, Chicago og New York.

»Det er en form for politisk aktivisme, hvor Ron DeSantis meget effektivt får sat fokus på det, som man i de sydlige stater ser som et massivt problem,« siger B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.

»Man mener simpelthen ikke, at Demokraterne med Joe Biden i spidsen tager det alvorligt nok,« konstaterer Jakob Illeborg.

Nu er det imidlertid lykkedes Ron DeSantis og andre på en uhyre effektiv måde at få sat migrantpresset helt øverst på den amerikanske nyhedsdagsorden, understreger Jakob Illeborg.

»Det handler om, at dette er et emne, som Republikanerne meget gerne vil have det kommende midtvejsvalg til at handle om,« siger han.

»For Demokraterne er det en meget øm tå. For der er massive problemer med migranter sydpå. Demokraterne vil hellere have valget til at handle om fri abort og Donald Trumps problemer med at overholde loven,« tilføjer Jakob Illeborg.

For Ron DeSantis er migranternes situation en massiv vindersag på flere fronter, vurderer han.

»DeSantis vil gerne udfordre Donald Trump, og her får han demonstreret, at han er fræk som en slagterhund og ikke bange for at udfordre traditionerne,« siger Jakob Illeborg.

»Han får positioneret sig både i forhold til den nuværende valgkamp – men også en kommende kamp om republikanske stemmer i en kamp om at blive kandidat til præsidentposten i 2024.«

Jakob Illeborg peger på, at Europa ved flere lejligheder har stået i en sammenlignelig situation.

Foto: CJ GUNTHER
Vis mere

Senest i 2021, da Hviderusland sendte syriske flygtninge over grænsen til Polen og EU, hvor de blev mødt med vandkanoner.

Og i Tyrkiet har man flere gange truet Europa med at åbne sluserne for enorme syriske flygtningelejre og lade de mange mennesker fortsætte deres rejse til Grækenland.

»Også EU har problemer med at få konstrueret en solidarisk løsning, hvor de nordlige lande hjælper de sydlige i tilstrækkelig grad med at håndtere flygtninge,« vurderer Jakob Illeborg.