Lyt til artiklen

En decideret humanitær katastrofe truer millioner af mennesker i krigshærgede Ukraine. Og nu kommer vinteren.

Mens Vesten glæder sig og varmer sig ved tanken om, at Ukraine nu gør store fremskridt i krigen mod de russiske invasionsstyrker i landet, lider millioner.

Men katastrofen er i gang med at udspille sig længere væk fra pressens kameraer.

Tidligere estimerede det ukrainske udenrigsministerium, at krigens grusomheder havde efterladt omkring 3,5 millioner ukrainere hjemløse.

Og at mindst 140.000 boligbyggerier var ødelagte eller beskadiget siden den russiske invasion i februar.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Men det var i august, og de tal er ikke blevet lavere, konstaterer B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg, som selv har oplevet Ukraine indefra undervejs i krigen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at en gigantisk humanitær katastrofe er under opsejling. Situationen har været uhyggelig i månedsvis, men nu vil det blive meget, meget værre,« siger Jakob Illeborg.

»De mange millioner af mennesker har set deres hjem blive ødelagt eller besat. Deres job er forsvundet. Og der er typisk tale om ældre, ressourcesvage mennesker, som ikke har været i stand til at flygte vestpå eller ud af landet,« pointerer han.

»Folk har gemt sig i kældre, og mange har hutlet sig igennem tilværelsen. Men nu kommer vinteren med lynskridt. Vi taler om voldsomme, voldsomme frostgrader. Det bliver en katastrofe,« siger Jakob Illeborg.

Du kan følge B.T.s omfattende dækning af Ukraine-krigen i vores liveblog. Du finder den lige her.