I håb om et negativt resultat vil præsidenten tirsdag tage en ny test, så han kan vende tilbage til arbejde.

Jair Bolsonaro planlægger at tage en ny test for coronavirus, da han "ikke kan holde ud" at være isoleret.

Det siger den brasilianske præsident mandag efter knap en uge i karantæne som følge af en positiv coronatest.

Den nye test er planlagt til tirsdag, og resultatet heraf ventes i løbet af et par timer.

- Jeg vil vente med længsel, for jeg kan ikke holde ud at være hjemme. Det er frygteligt, siger Bolsonaro i et interview med CNN Brazil fra præsidentboligen Palácio da Alvorada i hovedstaden Brasília.

Siden begyndelsen af pandemien har den højreorienterede præsident afvist alvoren af coronavirusset og kritiseret de restriktioner, guvernører i flere brasilianske delstater har indført for at begrænse smittespredningen.

I interviewet med CNN Brazil siger Bolsonaro videre, at han har det godt og hverken har feber eller åndedrætsbesvær. Han har heller ikke mistet sin smagssans, hvilket er et af de mest almindelige symptomer på Covid-19.

- Jeg ved ikke, om den nye test i morgen vil bekræfte virusset, men hvis alt er fint, vil jeg vende tilbage til arbejdet. Men det er klart, er det modsatte tilfældet, vil jeg vente et par dage mere, siger den 65-årige præsident.

Han tilføjer, at han håber, at han kan være tilbage i omdrejninger inden for højst en uge.

- Men ellers er alt fint. Vi arbejder konstant via videokonference, og vi gør vores bedste for, at opgaverne ikke skal hobe sig op, siger han.

Efter USA er Brasilien det værst ramte land i verden med 72.833 coronarelaterede dødsfald og næsten 1,9 millioner bekræftede smittetilfælde.

Jair Bolsonaro oplyste i et tv-interview tirsdag 7. juli, at han er testet positiv for coronavirus efter at være blevet testet dagen før.

Bolsonaro fortalte, at han fik det skidt søndag og derfor blev testet mandag.

/ritzau/AFP