En mand i New York kan se frem til en sigtelse, efter at han dræbte, hvad han troede var to prærieulve. Det var det imidlertid ikke.

Den 61-årige Michael Konschak fortalte retten i Danbury i Connecticut, at han skammede sig over det, han havde gjort den dag i november sidste år.

Han fandt nemlig først for sent ud af, at det var en families schæferhunde, han havde dræbt med en armbrøst. Det skriver Sky News.

»Vær overbevist om, at jeg ikke havde til hensigt at gøre offerets kæledyr noget ondt den morgen,« sagde han.

Politiet siger, at Konschak dræbte hundene med en armbrøst 18. november, efter at de slap ud fra Erin Caviolas have. Derefter blev de flået.

Han havde været på rådyrjagt i nærheden og sagde, at han dræbte, hvad han troede var to prærieulve. Det er nemlig helt legalt i Connecticut.

Erin Caviola siger, at hun og familien ledte efter deres ti år gamle hunde i ugevis. De var på mystisk vis forsvundet.

Man formoder, at en bjørn havde ødelagt en del af hegnet, som ellers var 1,80 meter højt, og som omkransede hele ejendommen. Det gav hundene mulighed for at slippe væk.

Fru Caviola opdagede først, hvad der var sket med hundene en måned senere. Hun så, at en konservator havde fået billederne af skindet med spørgsmålet 'hvordan skal jeg bevare dem'.

»Vi lever med en følelsesmæssig smerte, hvor vi tænker på, hvordan de har følt det i de sidste minutter, da de lå ved siden af hinanden og døde,« siger Erin Caviola.

Konschak blev anholdt i februar. Han skal møde i retten igen om en måned.