Der har været skrevet rigtig meget om præsident Trump og resten af familien, siden Trump-supportere onsdag belejrede Kongressen.

Nu modtager Ivanka Trump og hendes mand, Jared Kushner, kritik, og det er fra deres nærmeste.

Det skriver Vanity Fair.

Mediet skriver, at Ivanka Trump og Kushners protester efter stormløbet på Kongressen har været næsten ikkeeksisterende.

Jared Kushner og Ivanka Trump
Jared Kushner og Ivanka Trump Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

Præsidentens datter – som har været en nær tilhænger af sin far under hele præsidentperioden – kaldte først demonstranterne 'amerikanske patrioter' i et Twitter-opslag, som senere er blevet slettet.

Derefter gik hun ud og bad om, at optøjerne og volden stoppede, mens hendes mand forblev tavs. Parret beskyldes nu for ikke at gøre nok for at stoppe volden.

»Hvis der var nogen reaktioner fra parret, så var de usynlige. Det er mest sandsynligt, at der ikke var nogen reaktioner, efter hvad folk, der kender dem, har fortalt mig,« skriver Vanity Fair-journalist Emily Jane Fox.

CNN har tidligere skrevet, at det var præsidentens datter, der bad Trump om at opfordre demonstranterne til at opføre sig fredeligt under belejringen af Kongressen.

Trump-støtter, der stormer Kongressen onsdag
Trump-støtter, der stormer Kongressen onsdag Foto: SHANNON STAPLETON
Vis mere

Flere i kredsen omkring præsidentfamilien har nu vendt Trump-familien ryggen i kølvandet på denne uges begivenheder. Flere medier hævder, at parret ikke har mange venner tilbage, og at belejringen sandsynligvis var dråben, der fik bægeret til at flyde over, for dem, der har været tæt på dem.

»Folk plejede at være bange for Trumps vrede,« sagde en tidligere ven af Ivanka og tilføjede:

»Nu frygter de at have forbindelse til ham. Stanken fra familien er næsten umulig at slippe af med. Hvordan kan du forbinde dig selv med de værste og mest giftige mennesker i USAs historie?« sagde vennen ifølge Vanity Fair.

Familien har også modtaget kritik fra egne rækker. Supermodel Karlie Kloss, der er gift med Jared Kushners bror Joshua Kushner, skrev på Twitter, at hun har forsøgt at overtale Ivanka Trump og hendes mand til at acceptere valgresultatet.

»At acceptere resultaterne af et legitimt, demokratisk valg er patriotisk. At nægte at gøre det og at tilskynde til vold er antiamerikansk,« skrev Kloss.

Den 20. januar bliver Joe Biden officielt indsat som USAs 46. præsident. En ceremoni, som Trump har udtalt, at han ikke deltager i.